Denne plan gælder for den 4-årige periode 2024-2027. Bekendtgørelse om miljøtilsyn[1] stiller krav til omfang og indhold af kommunens miljøtilsyn samt krav til åbenhed omkring myndighedernes tilsynsindsats og virksomhedernes miljøarbejde og lovlydighed.
Planen skal bl.a. indeholde:
- oplysninger om det geografiske område som planen omfatter
- en vurdering af væsentlige miljøproblemer på myndighedsområdet
- en beskrivelse af hvordan tilsynsbesøgene tilrettelægges og gennemføres
- en beskrivelse af kommunens samarbejdsrelationer med andre myndigheder
Den 4-årige miljøtilsynsplan bliver løbende justeret, hvis der sker væsentlige ændringer i f.eks. antal og typer af virksomheder i kommunen.
Miljøtilsynsplaner er ikke omfattet af Miljøvurderingsloven[2]. Da miljøtilsynsplanen ikke fastsætter rammer for fremtidige anlægstilladelser til projekter, der måtte være omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2, opfylder planen ikke betingelserne i loven og er dermed ikke omfattet af krav om miljøvurdering. Der skal derfor heller ikke foretages en screening af miljøtilsynsplanen efter Miljøvurderingsloven.
Høring
Tilsynsplanen skal offentliggøres for at give borgere, virksomheder og andre interesserede et indblik i kommunens prioriteringer og tilsynsindsats. Udkastet til tilsynsplanen sendes i høring i 4 uger, hvor enhver har mulighed for at komme med bemærkninger. Tilsynsplanen skal opdateres mindst hvert 4. år og vil blive sendt i 4 ugers høring, hvis der laves væsentlige ændringer af planen. Mindre væsentlige ændringer af planen kan foretages i den mellemliggende periode uden høringsproces.
Forslag til tilsynsplan for miljøtilsyn med virksomheder og landbrug i Vallensbæk Kommune 2024-2027 offentliggøres den 9. april 2024. Høringssvar skal være modtaget af Vallensbæk Kommune senest den 7. maj 2024 på e-mail: cet@vallensbaek.dk
Høringssvar skal så vidt muligt sendes digitalt til:
e-mail: cet@vallensbaek.dk
Eller alternativt med posten til:
Vallensbæk Kommune
Center for Teknik
Vallensbæk Stationstorv 100
2665 Vallensbæk Strand