”Jeg har spillet tennis i fem år, siden jeg var fem år gammel. Et år, da vi var på ferie i udlandet, så prøvede jeg at spille noget tennis for sjov. Jeg syntes, det var rigtig sjovt, så da vi kom hjem fra ferie, meldte min far mig ind i Vallensbæk Tennisklub.
Jeg spillede der i to år, og det har været rigtig godt at gå der. Jeg har fået en masse ud af det. Det var min første klub, så det er der, jeg har lært alt det grundlæggende med, hvordan man skal holde på ketsjeren, og hvordan man skal lave de forskellige slag.
Jeg begyndte at se, at jeg var rigtig god til at spille tennis, da jeg var syv år. Der vandt jeg Sjællandsmesterskaberne i U8. Derefter begyndte jeg at spille rigtig meget. Nu træner jeg for det meste hver dag, og jeg har et mål om at træne mindst 10 timer om ugen. Normalt træner jeg i Kjøbenhavns Boldklub, som er Danmarks bedste klub, men det kan jeg ikke nu på grund af corona, så i stedet træner jeg udenfor og på banerne ved idrætscentret her i Vallensbæk.
Jeg prøver på at blive en lille smule bedre hver dag. Det betyder, at jeg går glip af andre ting, og jeg synes nogle gange, det er lidt svært at vælge ting fra, men det er også sejt af mig. Jeg er rigtig stolt af, at jeg vil det så meget, og at jeg træner så hårdt for det.
Jeg kunne godt tænke mig at spille som Rafael Nadal. Han er min yndlingsspiller, fordi han aldrig giver op.
Tennis betyder meget for mig. Det betyder, at jeg ikke bare sidder på sofaen og kigger på iPad hele dagen lang, og at jeg kan komme ud og røre mig. Jeg kan godt lide at røre mig og være aktiv, for det giver mig en god følelse om aftenen, når jeg skal sove. Og så synes jeg bare, det er helt fantastisk at slå til en tennisbold. Når jeg laver et godt slag, så står jeg bare med den bedste følelse. Som om jeg har lavet noget, der er helt vildt godt, og det gør mig glad.
Mit mål er at blive verdens nummer et og vinde en Grand Slam-turnering. Det er de største tennis-turneringer i hele verden. Hvis man vinder en af dem, så vinder man op til 20 mio. danske kroner. Men det er ikke pengene, jeg gør det for; hvis jeg vinder en af turneringerne, så ville jeg kunne sige, at al den træning, jeg har lavet, den har givet rigtig god mening. Så kan jeg bare være rigtig stolt af mig selv.”