Din side

Ligesom butikker har vi åbent på nogle tidspunkter og lukket på andre tidspunkter. Men vi ved godt, at problemer ikke følger åbningstider. Hvis du har så meget brug for hjælp, at det ikke kan vente til næste dag, fx hvis du bliver slået, skal du ringe til politiet på telefonnummer 114. Så vil politiet finde ud af, om de kan hjælpe dig. Hvis du er i fare eller har tanker om at gøre skade på dig selv, skal du altid ringe til alarmcentralen på telefonnummer 112 med det samme.

Hvis din familie, de voksne i skolen eller andre voksne, du kender, ikke kan eller vil hjælpe dig, så kan kommunen hjælpe dig. Vi er nogle voksne – vi kaldes børne- og ungerådgivere - i din kommune, som arbejder med at finde ud af, hvad du kan have brug for.

Der kan være mange grunde til, at du kan have brug for hjælp. Det kan være, hvis du føler dig utryg hjemme, hvis du er ked af det meget af tiden, eller hvis du eller nogen tæt på dig oplever vold eller mange voldsomme skænderier. Måske drikker de voksne hjemme hos dig meget alkohol. Det kan også være, at de voksne har svært ved at passe på dig. Måske føler du dig meget alene med alting? Men det kan også være andre slags problemer, der er for svære til, at du kan klare det selv.

Det er vores arbejde at finde ud af, om du og din familie har brug for hjælp og støtte, for at du får det bedre. Hvis du har brug for at få ændret noget i din hverdag, kan du snakke med os. Du har ikke ret til at bestemme det helt selv, men du har ret til at sige, hvordan du ønsker, det skal være.

Alle familier er forskellige, og derfor kan hjælpen også være meget forskellig. Måske skal du og din familie have noget hjælp til at klare hverdagen. Det kan være en kontaktperson, som hjælper dig eller jer med det, der er svært. Det kan også være, at hele familien skal have hjælp. Så kan I få besøg af en, der er uddannet til at hjælpe familier – en familiebehandler. 

Mange børn er i tvivl om, hvad forskellen er på vores hjælp og hjælp fra fx BørneTelefonen. BørneTelefonen – og andre som dem – kan give dig gode råd, trøst og en voksen, der lytter til dine problemer. Hvis du har brug for tale med nogle voksne, der lytter til dig og forstår dig, kan du fx ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 111. BørneTelefonen kan også hjælpe dig videre til kommunen, hvis I sammen beslutter, at det er det bedste for dig.

Julie og Reyhan er børne- og ungerådgivere i Vallensbæk Kommune. Det kan være en af dem, der tager telefonen, når du ringer.

Men hvordan foregår en samtale egentlig? 

Det kunne for eksempel foregå sådan her, når Julie taler med 15-årige Frederik, som er utryg, fordi hans far drikker for meget alkohol.

I Vallensbæk Kommune sidder børne- og ungerådgiveren Julie klar til at tage telefonen, når den ringer:

Julie: “Hej, du taler med Julie fra Vallensbæk Kommune. Hvem taler jeg med?”

Frederik: “Hej, det er Frederik.”

Julie: “Hej Frederik. Vil du fortælle mig lidt om, hvorfor du ringer?”

Frederik: “Min far drikker meget alkohol. Nogle gange kører han væk uden at sige det og kommer først hjem lang tid efter, hvor han er fuld. Min mor og far råber meget ad hinanden. Jeg kan nogle gange høre min mor græde, når jeg er gået i seng og skal til at sove. Jeg er rigtig ked af det, fordi jeg føler sjældent, jeg er sammen med min ’rigtige’ far. Nogle gange falder han og slår sig, når vi er ude. Det er pinligt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.”

Julie: “Tak, fordi du fortæller mig det, Frederik. Jeg kan godt forstå, du har det svært! Må jeg høre lidt mere om din mor? Har du talt med hende eller andre voksne, du er tæt på, om din far?”

Frederik: “Jeg føler ikke, jeg kan tale med hende om det. Hun er på arbejde, og derhjemme skal hun lave alting. Jeg vil ikke være til besvær og give hende fere problemer. Min lillesøster har mest brug for min mor.”

Julie: “Du lyder som en betænksom dreng, der passer godt på din familie. Men det er også vigtigt, at du har det godt og ikke skal bekymre dig. Har du fortalt de ting, du fortæller mig, til en anden voksen?”

Frederik: “Nej, ikke rigtigt. Jeg synes, det er lidt pinligt.”

Julie: “Tak for din ærlighed, Frederik. Jeg vil gerne invitere dig og dine forældre til en samtale med mig eller en af de andre, der arbejder her i kommunen. Det er nemlig ret vigtigt, at vi får talt med dine forældre om det, du synes er svært, så du kan få det bedre. Hvis du har det bedst med at komme her med din mor til en start, så gør vi det, men vi skal også tale med din far.”

Hvis du ringer til os fra skjult nummer, kan vi ikke se det telefonnummer. Du behøver heller ikke fortælle, hvad du hedder, eller hvor du bor, hvis du ikke har lyst. Det vil sige, at du kan være anonym.

Men hvis vi mener, at du har det så svært, at du har brug for hjælp lige nu, eller hvis du eller nogen tæt på dig er i fare, kan det være nødvendigt, at vi får dit navn at vide. Hvis det sker, er du nødt til at fortælle, hvem du er, for at vi kan hjælpe dig. Og her kan det være, at vi også bliver nødt til at informere dine forældre.

Hvis du er mellem 15 og 25 år, kan du få anonyme samtaler med en psykolog i Vallensbæk Kommune. Så skal du ringe på et andet telefonnummer. Læs mere her. 

Hvis du har talt med en børne- og ungerådgiver hos os, vil hun prøve at finde ud af, om du har brug for hjælp fra kommunen. Måske fortæller rådgiveren dig, at vi vil undersøge, hvordan du får den bedste hjælp. Det betyder, hun ringer til dig igen, så I sammen kan aftale, hvad der skal ske.

Det kan også være, rådgiveren foreslår, at du skal tale med en god ven, dine forældre, BørneTelefonen eller en anden telefonrådgivning, der passer til dine problemer.

Når du har talt med os, får du måske at vide, at vi har brug for mere viden om dig og din situation for at finde ud af, om vi kan hjælpe dig. Det kan også være, du skal tale med nogle andre. Men hvad sker der egentlig i sådan et forløb?

1) Du kan komme til et fysisk møde med en børne- og ungerådgiver. På mødet vil børne- og ungerådgiveren spørge til, hvordan du har det. Måske bliver du spurgt om, hvordan du har det derhjemme og i skolen. Rådgiveren spørger, fordi hun vil finde ud af, hvad der fungerer godt og skidt i dit liv – og hvordan du får den hjælp, der passer til dig. Mødet foregår enten i et lokale hos kommunen eller et andet sted, du kender godt. Første gang, du møder rådgiveren, vil du måske have din mor og far med. Det kan også være, du har en anden voksen med til mødet, eller at du taler med rådgiveren alene.

2) Børne- og ungerådgiveren samler alle de informationer, der fortæller, hvordan du har det. Det gør hun ved at tale med dig og din familie. Måske holder rådgiveren også et møde med andre voksne, der kender til dig. Det kunne være din lærer eller træner. I sidste ende er en af rådgiverens vigtigste opgaver at finde ud af, hvad DU synes, der skal ske. Din mening SKAL altså tælle med i beslutningen om den hjælp, du skal have.

3) Du får den hjælp, der passer til dig. Måske beslutter børne- og ungerådgiveren, at du ikke har brug for hjælp, eller at du og dine forældre selv kan klare det. Andre gange skal du eller din familie tale med en psykolog eller en familiebehandler. Det kan også være, at du får en kontaktperson, som kan hjælpe dig i hverdagen. 

Hvis det er rigtig svært derhjemme, og dine forældre ikke kan passe på dig, skal kommunen undersøge, om det vil være bedre for dig at bo hos nogle andre i en periode. Det kan enten være dine bedsteforældre eller nogle andre, du kender godt. Det kan også være en plejefamilie. Sker det, kan du stadig se dine forældre, hvis du har lyst til det, og hvis det er godt for dig.

Her kan du se en række videoer, som handler om at komme til møde i en kommune og at have en sag i kommunen:

• Afsnit 1: Til møde med kommunen: Hvorfor? (youtube.com) 
• Afsnit 2: Når du skal tale med rådgiveren (youtube.com)  
• Afsnit 3: Hvorfor vil rådgiveren vide, hvordan du har det? (youtube.com)  
• Afsnit 4: Sådan finder rådgiveren ud af, hvordan du har det (youtube.com)  
• Afsnit 5: Sådan kan hjælpen være (youtube.com)  
• Afsnit 6: Hvad sker der bagefter? (youtube.com)  

Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder barnets lov. I den står der, at de voksne fra kommunen SKAL undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det, eller hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det. Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det. Du har for eksempel ret til at bo i et trygt hjem og gå i en skole, hvor du ikke oplever mobning eller forskelsbehandling. Og du har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at du altid kan bestemme – men din mening skal tælle med.

Kommunerne er de 98 områder, Danmark er delt op i. I hver kommune er vi medarbejdere, der arbejder med, at der er styr på for eksempel skoler, veje og affald, men også med at hjælpe børn og unge, der har det svært. I Danmark er det sådan, at det kun er dem, der arbejder i lige præcis i den kommune, hvor du bor, der kan og må hjælpe dig. Derfor er det vigtigt, at du taler med dem, der sidder i den kommune, hvor du bor.

Du kan også søge hjælp i forskellige foreninger. Der findes foreninger, hvor der er voksne, som ved noget om forskelle ting, der kan være svært i livet, når man er barn eller ung. Fx ensomhed, kærestesorger, seksualitet, alkohol, triste tanker osv. 

Hvis du downloader appen Social Space, kan den guide dig til at finde den hjælp og rådgivning, som netop du har brug for (fx i foreninger). App (socialspace.dk)

Du kan også klikke ind på hjemmesiden Mindhelper . Her kan du finde gode råd til at tackle problemer, skrive til brevkassen og blive guidet til steder, hvor du kan få hjælp.   

Har du brug for at tale med en voksen om hvad som helst, kan du altid ringe eller skrive til BørneTelefonen på tlf. 116 111 eller skriv til Headspace i deres chatforum. 

Bemærk dog, at kommunen ikke er ansvarlig for foreningernes tilbud, og heller ikke kender dem i detaljer. 

De mennesker i kommunen, der arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt, hedder børne- og ungerådgivere. Nogle gange kaldes de også for socialrådgivere, rådgivere eller sagsbehandlere.

På folkeskolerne i Vallensbæk Kommune kan du tale med en børne- og ungerådgiver, også kaldet skolesocialrådgiver, hvis der er noget, der er svært derhjemme. Skolesocialrådgiveren er til stede på Egholmskolen, Pilehaveskolen og Vallensbæk Skole hver anden mandag.

Når du er til møde med kommunen, har du altid ret til at have en ”bisidder” med. En bisidder er en person, der kan hjælpe og støtte dig til møderne. En bisidder skal være over 15 år, og det er dig, der bestemmer, om du vil have en bisidder, og også hvem det skal være. Det kan være fx en lærer eller et familiemedlem. Du kan også få en professionel bisidder, fx gennem BørneTelefonen. 

En familiebehandler er en person fra kommunen, der hjælper med, at man som familie har det godt. Som familiebehandler hjælper man familier med mange ting og i mange situationer. For familiebehandleren er det vigtigt at finde ud af sammen med jer, hvad der passer jer bedst. 

Familiebehandling kan f.eks. være besøg derhjemme, hvor hele familien er der, eller kun med forældrene. Det kan også være besøg, hvor familiebehandleren taler med dig. En familiebehandler laver forskellige ting i samtalerne, måske bruger hun billedkort, eller I spiller spil. Nogle gange kan man gå en tur. Det kan også være samtaler på rådhuset.

Man kan ”have en sag” i kommunen. Det er det, man kalder det, når børne- og ungerådgiveren fra kommunen følger med i, hvordan et barn eller en ung har det. Det, som rådgiveren finder ud af, og som de skriver ned, kalder man også for ”en sag”. Det vil sige papirer eller filer på en computer med notater om, hvad forskellige personer har sagt, referater fra møder eller beslutninger, der er blevet taget. Sådan en sag kan også kaldes en journal. 

Som barn og ung har du rettigheder, hvis du har en sag i kommunen. Du har fx ret til at blive spurgt, hvad du selv synes. Det er også en rettighed at have en bisidder med til møderne. Du har også ret til at se din egen sag. Det kalder man retten til aktindsigt. Du kan se mere om dine rettigheder i videoerne her.

At blive inddraget betyder, at man skal spørges – og at ens mening skal tælle med. Hvis en børne- og ungerådgiver skal finde ud af, hvordan et barn eller en ung har det, skal han eller hun altså tale med barnet eller den unge, og lytte til det, der bliver fortalt. Det kaldes også, at barnet eller den unge har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at man som barn eller ung altid selv kan bestemme, men at der altid skal lyttes til én. 

En underretning er, når nogen har skrevet eller ringet til kommunen for at fortælle, at de er bekymrede for, hvordan et barn eller en ung har det. Det kan fx være en lærer, der har lavet underretningen, men det kan også være et familiemedlem eller en nabo. I Danmark har alle voksne pligt til at give besked til kommunen, hvis de er bekymrede for, at et barn eller en ung ikke har det godt.

De mennesker, en sag handler om, kaldes for parter. Parterne i en sag er næsten altid barnet eller den unge og de voksne derhjemme. Børne- og ungerådgiveren kan altid svare på, hvem der er parter i en sag.

Hvis en rådgiver skal undersøge, hvordan et barn eller en ung har det, foregår det i flere trin. Det starter med en screening, hvor børne- og ungerådgiveren ser på de informationer, som findes i sagen, og måske taler med barnet eller den unge og hans eller hendes forældre. Her prøver rådgiveren at finde ud af, om der er noget, der skal undersøges nærmere. Hvis der er det, laver rådgiveren en afdækning. Så holder rådgiveren måske et netværksmøde med nogle af de voksne, der kender barnet eller den unge og forældrene. Rådgiveren taler også mere med barnet eller den unge. Hvis der er brug for at undersøge mere om, hvordan barnet har det, kaldes det en børnefaglig undersøgelse. Så bruger rådgiveren mere tid på at tale med de voksne, der kender til barnet eller den unge.

På et netværksmøde mødes børne- og ungerådgiveren med nogle af de voksne, der kender barnet eller den unge. Det er fx familiemedlemmer, lærere fra skolen eller studiet og pædagoger fra fritids- eller ungdomsklubben. Nogle gange vil barnet eller den unge også være med til mødet sammen med sin bisidder. 

Nogle af de beslutninger, som børne- og ungerådgiveren tager om, hvordan et barn eller en ung skal hjælpes, kaldes for “afgørelser”. Det er fx en “afgørelse”, hvis et barn eller en ung skal have en kontaktperson. Afgørelser kan man klage over. Børne- og ungerådgiveren kan altid svare på, om noget er en afgørelse.

Indsatser er et fælles ord for den hjælp, en kommune kan beslutte at give til et barn, en ung eller en familie. En indsats kan fx være timer med en psykolog eller en kontaktperson. Det kommer an på, hvad børne- og ungerådgiveren vurderer er den bedste hjælp.

Når børne- og ungerådgiveren har fundet ud af, hvilken hjælp du skal have, skal rådgiveren flere gange tjekke, hvordan det går med dig og den plan, I sammen har lagt. Måske betyder det, at I ændrer planen, for at den virker bedre. Her skal rådgiveren lytte til dine ønsker og behov. 

Hvis du har en kontaktperson eller er anbragt udenfor hjemmet, når du fylder 18 år, er der mulighed for, at du kan fortsætte med dette, indtil du fylder 23 år. Det kaldes ungestøtte. Ungesøtte skal være med til at skabe en god overgang til det at være voksen og klare sig selv.

Når børne- og ungerådgiveren har fundet ud af, hvilken hjælp barnet eller den unge skal have, lægger rådgiveren en plan med tydelige mål for, hvad der skal blive bedre – og hvordan det skal ske. Du har ret til at fortælle, hvad du synes, du har brug for. Og planen bliver ofte lagt sammen med dig og de voksne, du bor sammen med.