Konkurrenten på vandet

”Da jeg var mindre, ville min mor ikke spille spil med mig, fordi jeg blev fuldstændig hysterisk, hvis jeg tabte. Som konkurrencemenneske vil du gerne vinde hver gang.

Jeg startede med at ro kajak, da jeg var 11-12 år, og jeg faldt for sporten med det samme. Vallensbæk Kano og Kajak Club blev ligesom en familie for mig, og det gjorde det sjovt at dyrke sport.

Selv om roning er en individuel sport, er du stadig et team, og hvis du skal blive god, skal du også hjælpe andre med at blive gode. Men det er også hårdt, at dine veninder er dine konkurrenter. Du vil gerne have, at de klarer det godt, men vil selv klare det bedst. Vi plejer at kalde det konkurrenter på vandet og venner på landet.

Jeg var rigtig, rigtig tæt på at stoppe, da jeg var 17 år gammel. Det var en af de første gange, hvor jeg efter at have vundet en del medaljer, begyndte at tabe. Men med støtte fra mine forældre og trænere fortsatte jeg, og året efter blev vi verdensmestre i juniorklassen.

Hver gang det går dårligt, og jeg allermest har lyst til at kaste håndklædet i ringen, tænker jeg på dengang. For tænk, hvis jeg siger nej til noget godt, som jeg ikke ved kommer endnu. Som i sommers, hvor vi kvalificerede os til OL i Tokyo, og det var som om alt faldt på plads.

Kvalifikationen er et bevis på fire års hård træning. For det er ikke bare at passe sin træning – det er også at passe sin søvn og kost, og ikke mindst at sortere venner og familier fra. OL er belønningen for alle de fravalg, du har taget – og så giver det jo motivation til at fortsætte. For én ting er at komme til OL, men jeg vil også klare det godt til OL - jeg vil i finalen.”