Sydporten er placeret i området mellem Søndre Ringvej, Bækkeskovvej og Vallensbæk Strandvej. Området ligger tæt på Vallensbæk Station og tæt på stranden og havnen. Kommer man til Vallensbæk fra syd, er ambitionen at Sydporten skal fungere som en grøn port ind til Vallensbæk med Strandhaven på den ene side og Sydporten på den anden, som byder velkommen til den grønne kommune.
Find lokalplan 108 for Sydporten her Lokalplaner
Bedre trafikforhold i området
Lokalplanforslaget til Sydporten har været i høring og på baggrund af den har kommunalbestyrelsen i Vallensbæk i oktober 2021 besluttet at forbedre nogle trafikforhold omkring Sydporten. Samtidigt besluttede kommunalbestyrelsen at der skal udarbejdes et nyt revideret lokalplanforslag for Sydporten.
Forbedringerne i trafikforholdene omkring Sydporten betyder at der vil blive arbejdet videre med muligheden for at lukke Bækkeskovvej mod Søndre Ringvej, at vejbroen over Søndre Ringvej ved bygrænsen ved Ishøj bliver revet ned, og der etableres et lyssignal mellem Søndre Ringvej og Vallensbæk Strandvej i et nyt T-kryds.
Forvaltningen arbejder i samarbejde med developeren videre med et nyt forslag til lokalplanen, der inkluderer det areal, som bliver frigivet i forbindelse med nedlæggelse af vejbroen. Fjernelse af broen vil nemlig frigive et areal på ca. 3-4.000 m², som med fordel vil kunne udlægges til at etablere byhuse med strandvejskarakter ud mod Vallensbæk Strandvej.