Hvis du passer godt på dine instrumenter og vedligeholder dem rigtigt, er du sikker på, at du har et instrument, du kan spille på i lang tid.
Før man starter med at spille, er det en god ide at smøre ventilerne med ventilolie. Mærk også efter om alle bøjler kan bevæges og eventuelle triggere går, som de skal.
Når man er færdig med at spille er det vigtigt at tømme instrumentet for kondens og vand. Den letteste måde at gøre dette på er at åbne for vandklapperne, mens der blæses luft gennem instrumentet. Herefter tages bøjlerne ud og tømmes for det vand som eventuelt har samlet sig.
Grunden til dette er, at vores spyt indeholder syre som kan føre til gennemtæring og kan få bøjler og ventiler til at sætte sig fast.
Også i vores sved er der syre som kan tære instrumentets overflade. For at bevare denne, bør man efter brug aftørre instrumentet med en blød klud. Med tiden kan syren tære gennem lakeringen eller forsølvningen og herefter videre ind i selve messingen.
Ventiler
På de fleste messingblæseinstrumenter er der tre ventiler, som hver har en ventilbøjle. Disse bøjler skal tjene til at forlænge instrumentets normale rørlængde, således at naturtonen bliver dybere. Ved at kombinere to eller alle tre ventiler kan hele den kromatiske skala dækkes.
Der findes to hovedtyper af ventiler som bruges på messinginstrumenter i dag, pumpeventiler (Perinét ventiler) og drejeventiler. Pumpeventilerne er i konstruktion de enkleste men også dem som kræver mest vedligeholdelse.
Skal ventilerne fungere optimalt er det vigtigt at hverken disse eller de tilhørende ventilhusene udsættes for slag eller ujævnheder.
Pumpeventiler
Ventilerne skal regelmæssigt smøres med ventilolie. Dette gøres ved at tage ventilen ud og først tørre den gamle ventilolie af. Så tilfører man ventilen ny olie og sætter den på plads i ventilhuset.
Tjek også regelmæssigt at alle bunddæksler let kan løsnes. Begynder de at gå trægt skal man rense gevindet for smuds og smøre med lidt key- eller rotor spindle oil.
En gang i mellem (ugentlig eller månedlig afhængig af brug) bør man rense ventilhuset.
Dette gøres ved at man først tager ventilen ud (og tørrer den gammel olie af), herefter skrues bunddækslet af, således man kan se gennem ventilhuset. En klud viklet om en rensestang føres gennem huset. Dette gentages flere gange.
Afslut med at montere bunddæksel og den nysmurte ventil. Vær opmærksom på at du får rette ventil i rette ventilhus. Ventilerne er mærket med nummer eller prikker som viser hvilket hus de tilhører.
Får du sat forkert ventil i forkert hus vil du ikke kunne spille på instrumentet.
Drejeventiler
Denne type ventiler behøver ikke smørelse så ofte som pumpeventilerne.
Til pumpeventiler bruges almindelig ventilolie, til drejeventiler bruges indvendig en tynd olie (rotary valve oil), en lidt tykkere ventilernes top og bundspindler (rotor spindle oil) og en tredje til mekanikken (key oil eller lignende).
Begynder ventilen at have langsom aktion, tages ventilbøjlen af og rotor olie tilføres ventilen gennem et af rørene samtidigt med at ventilen trykkes ned.
På denne måde kan olien fordele sig rundt i ventilhuset.
Herefter sættes bøjlen tilbage på plads og bunddækslet skrues af.
En dråbe Rotor spindel olie tilføres top og bundspindel. Mekanikken kan smøres med key- eller lever oil som er lidt mere tyktflydende. Tilfør nogle dråber på alle led. Tryk så ventilen nogle gange så olien fordeler sig overalt.
Drejeventiler er væsentlig mere kompliceret end pumpeventiler og derfor er der ikke lige så meget vedligeholdelse man selv kan udføre.
Drejeventiler bør en gang i mellem tages ud og renses. Dette bør gøres af en fagmand.
Bøjler
Bøjlerne bør smøres regelmæssigt med slidegrease.
Dette gøres for at bøjlerne ikke skal sætte sig fast, men let kunne justeres og tages ud for at tømme instrumentet for vand.
Når bøjlerne skal smøres skal den gamle fedt (grease) renses af. Tilfør så ny grease og fordel dette før du sætter bøjlen på plads.
En gang i mellem er det smart også få renset yderrørene. Dette gør man ved at vikle en klud på en rensestok og føre den ind i røret, herved fjernes den gamle grease.
Bøjlen sættes så tilbage efter at du har smurt den.
Nogen gange hænder det at bøjler sætter sig fast. Man kan prøve at hive dem ud og nogle gange lykkedes det. Men man skal være forsigtig ikke at hive for hårdt i bøjlerne, da man let kan ødelægge noget på instrumentet. Man kan prøve at vikle en klud rundt om bøjlen og hive i denne for at få mere kraft, men igen ikke hiv for hårdt.
Se også nøje efter at bøjlen ikke er løs i den ene side og sidder fast i den anden. Hvis man så hiver i bøjlen, kan den blive skæv og i værste fald kan man ødelægge både bøjle og instrument.
Rengøring af pumpeventil-instrumenter
Messinginstrumenter behøver regelmæssig rengøring og vedligeholdelse.
Vær forsigtig når du skal vaske instrumentet, så du ikke påfører stød og slag.
Tag alle ventiler, dæksler, fjedrer og bøjler af.
Brug ikke rå magt, delene skal kunne løsnes let uden brug af tænger eller andet værktøj. Læg instrumentet og dele i lunkent mildt sæbevand. Ventilerne skylles under rindende vand. (Ventilerne er hule fordi de skal være lette). Brug en fleksibel børste (specialbørste) for at vaske instrument og bøjler indvendig. I ventilhuset bruger du en ventilhusbørste. Instrument og dele vaskes udvendig med en blød klud eller svamp.
Skyl så godt i lunkent vand for at fjerne alle sæberester, tør udvendigt med en blød klud for at undgå skjolder. Du skal måske vende instrumentet nogen gange for at få alt vandet ud.
Lad instrument og alle dele tørre godt, specielt ventilhusene, smør og saml instrumentet.
Rengøring af drejeventilinstrumenter
På drejeventilinstrumenter er der mindre man kan gøre selv. Tag bøjlerne ud og læg dem i sæbevand på samme måde som med pumpeventilinstrumenter og vask på samme måde.
Da du ikke selv skal tage ventilerne ud, skal resten af instrumentet ikke lægges i sæbevand.
Skyl instrumentet igennem ved hjælp af en slange som sættes til blæsestangen. Tryk ventilerne ned en efter en, sådan at vandet kommer gennem alle rør.
Tøm så instrumentet for vand. Du bliver nødt til at vende instrumentet rundt nogle gange.
Lad alt tørre før du smører bøjler, giver ventilerne ny olie sætter instrumentet sammen igen.
Rengøring af basuner
Rengøring af basun sker på næsten samme måde. Demonter klangstykke og træk, hvis instrumentet har kvartventil, lad den sidde i. Læg klangstykke og indertræk i lunkent, mildt sæbevand. Fyld ydretræk med mildt sæbevand - lad dette stå lidt og virke.
Brug en fleksibel børste til at rense bøjler og ydertræk og brug en lang rensestok med en klud eller børste til at rense indvendigt i indertrækket. Vask udvendig med en klud eller en svamp. Skyl træk og instrument så der ikke er nogen sæberester tilbage i instrumentet.
Med en klud omviklet rensestokken aftørres den indvendige del af trækket. Dette gentages med rene klude til trækket er helt tørt. Lad resten af delene ligge og tørre.
Træk og bøjler smøres før du sætter instrumentet sammen igen.
(Denne tekst er med tilladelse kopieret fra musikforretningen I.K.Gottfried.)
For at give din guitar et langt liv, er der nogle grundregler der bør overholdes:
- Opbevar aldrig dit instrument i kassen i sommerhalvåret – det modsatte gør sig gældende i vinterhalvåret.
- Hæng din guitar op på vægen eller stil den i et gulvstativ – på denne måde er der hele tiden luft omkring den og den pynter i rummet. Undgå dog at hænge guitaren på en kold eller fugtig ydervæg.
- Pas især på med at lade din guitar ligge i bilen på en varm sommerdag – temperaturen kan komme op over 60 grader!!! En guitar er limet sammen med almindelig snedkerlim, og ved så høje temperaturer, begynder limen at smelte hvilket kan resultere i at din guitar falder fra hinanden.
En anden faktor er påvirkningen af direkte sollys. Dette ødelægger ikke decideret lakken, men får den til af fremstå med et gulligt skær. Hvis man så oven i købet er så uheldig at f.eks. guitarremmen hænger og skygger for dele af guitarkroppen, ja så får man netop farveforskellen. Bliv ikke fristet til at stille din guitar ned i en kælder, heller ikke på en rigtig varm sommerdag – her er oftest koldt og fugtigt og du gør kun problemet værre.
I vinterhalvåret er det klogt at opbevare sit instrument i kassen. Dette skyldes at der i denne periode er relativ lav fugtighed og varmen fra dine radiatorer eller gulvvarme hjælper med til at udtørre træet. Dette skyldes at varmen fra f.eks gulvvarme stiger op ad og hvis du har 18 grader ved gulvet kan temperaturen meget vel være over 25 grader i hovedhøjde. Disse store udsving kan medføre ekstrem lav fugtighed.
Vælger du at lade din guitar hænge oppe, så må det aldrig være lige over en radiator. Du kan evt. smøre gribebrættet ind i olie for at modvirke udtørring.
For at forlænge levetiden af dine strenge kan du gøre følgende: Vask dine hænder før du spiller. Især hvis du sveder meget. Tør strengene af med en klud efter hver session. Læg en klud mellem strengene og gribebrættet, når guitaren er i kassen. En anden fordel ved dette er, at strengene ikke presses ned mod båndene, der derved slides mindre.
Sved kan også være en ødelæggende faktor på lakken. Tør derfor altid din guitar af efter brug og inden du pakker den væk.Vil du forlænge levetiden for lakken kan du polere den i et højglans guitar pudsemiddel eller en kvalitets carnauba voks.
Et flygel eller piano er holdbart gennem en lang årrække, hvis det bliver godt behandlet.
Klaveret har godt af at blive anbragt i et ventileret værelse med en nogenlunde ensartet temperatur. Det må ikke stå for tæt på en kold ydervæg, et vindue, en radiator eller en anden varmegiver.
Skærm det mod fugtighed, møl, så vidt muligt mod støv i dets indre dele og mod stærke temperaturforandringer — for megen varme er mere skadelig end kulde.
Klaviaturet
Tæpper, tykke gardiner og andre lyddæmpende genstande bør så vidt muligt ikke findes i for stor udstrækning i værelset, da det hindrer tonen i at komme til sin ret.
Instrumentet bør stemmes jævnligt og regelmæssigt af en dygtig faguddannet stemmer, så det altid kan stå i den rigtige tonehøjde ("kammertonen").
Da hammerfilten og mekanismen selvfølgelig slides ved brugen, og tonen derfor efterhånden bliver skarp og mindre egal og anslaget upræcist, bør man, for altid at kunne have sit instrument i fin og god stand, med få års mellemrum lade det efterse efter aftale med fabrikken.
Instrumentets ydre
Klaviaturet hvis hvide tangenter er belagt med elfenben eller en imitation af dette, kan, når det tiltrænges, renses med et skind svagt fugtet med vand, men må da straks efter afgnides godt med et tørt skind. Også siderne af de hvide tangenter kan forsigtigt renses på denne måde.
Elfenben har tilbøjelighed til at blive gult, især hvis det får for meget dagslys eller påvirkes af tobaksrøg, varme hænder, fedtstoffer som håndcreme o.l.
Instrumentets ydre bevares bedst ved daglig aftørring med et blødt tørt skind. Skarpt støv blandet med sandskorn fjernes med en fjerkost før afstøvning.
Fugtighed
Fugtighed kan afstedkomme stor fortræd. Strenge og stemmenagler og andre stål- og jerndele ruster. Træarbejdet, såvel det indre som det ydre, bulner ud. Filt- og klædedelene mister elasticiteten, hvorved instrumentets tone bliver hård og uskøn i klangen.
Stærke temperaturforandringer
Temperaturforandringer forårsager, at instrumentet får vanskelighed ved at holde stemning. Det bør skånes imod træk fra vinduer, og hvis det står tæt ved en radiator, bør det beskyttes imod strålevarmen ved en skærm.
Ved tildækning i længere tid bør man ikke anvende uldne tæpper, da uld er tilbøjelig til at opsuge og fastholde luftens fugtighed samt til at samle møl. Når værelset skal udluftes og afkøles til normal temperatur efter for stærk varme, må man lade instrumentet stå åbent i nogen tid for derved at undgå, at den varme luft inden i det skal danne "em", der straks frembringer rust.
Hver aften bør man lukke instrumentet og først åbne det om morgenen, når værelset er rengjort og luften har fået sin normale temperatur. I øvrigt bør det påses, at luften i værelset hvis den er for tør, tilsættes en passende fugtighed ved anbringelse af vandfordampere.
Møl
Møl er meget ødelæggende for klæde og filt, som anvendes overalt i flygler og pianoer. Instrumentet bør derfor jævnligt udrenses af en kyndig mand fra fabrikken. Flit og andre flydende sager må ikke komme i berøring med et instruments indre dele, hvor de kan forvolde meget stor skade.
Støv
Støv i et instrument dæmper tonen, når det lægger sig på sangbund og strenge, og skader mekanikken, når det lægger sig i denne. Udrensning må derfor atter her tilrådes. Støvsugning er i reglen ikke tilstrækkelig til grundig fjernelse af støvet i den indre mekanisme og rammer tillige den fare, at de bløde filtdele, f. eks. på dæmperne, bringes i uorden.
Vandspil o.l.
Hvis der ved et uheld bliver spildt vand eller anden væske i et flygel eller piano, bør man hurtigst muligt henvende sig til fabrikken for at få en instrumentmager til at afhjælpe skaden eller i hvert fald begrænse dens omfang så meget som muligt. I øvrigt bør man aldrig anbringe vaser, glas, billeder eller lignende på instrumentet.
Raslen og klirren
Raslen og klirren fremkommer som oftest ved, at en eller anden fast genstand (nål, tændstik, mønt eller lignende) er faldet ned på sangbunden. Undertiden er nøglen i låsen, selve låsen, stiften i et hængsel eller andet årsag til bilyden; men meget hyppigt må årsagen søges udenfor instrumentet, i en løs vinduesrude, nipssager etc., som bringes i en svingning af en tone i flyglet eller pianoet.
Eftersyn
Større og mindre eftersyn, udrensning samt reparationer bør man kun lade foretage af øvede fagmænd, og en henvendelse til fabrikken vil i den anledning altid være den sikreste vej til at få arbejdet rigtigt udført.
Uduelige stemmere og andre fuskere i instrumentmagerfaget kan hurtigt ødelægge selv det bedste instrument ved deres fejlgreb, således at fabrikken nødsages til at frasige sig garantien for instrumentet.