Udviklingen af Strandparken består af fire delområder.
For at skabe sammenhæng mellem by og strand, er der arbejdet med en helhedsplan for Strandparken. Helhedsplanen er omdelt i 4 delområder:
- Strandengen – området mellem Vallensbæk Strandvej og Sivstien
- P-arealet – grusparkeringen og plænen
- Tanghusene – området ved kiosk, toiletter og borde/bænke
- Støttepunkter – to punkter langs Nældestien mod vandet
Forud for udarbejdelse af helhedsplanen har en række interessenter været inviteret til møder, hvor de kunne komme med input til projektet og give udtryk for deres bekymringer for udviklingen af området. Projektmaterialet præsenteret herunder er udarbejdet på baggrund af et sammendrag af de input der kom ud af møderne og i tæt samarbejde med Strandparken I/S.
Hele området er underlagt en række forskellige restriktioner i Planloven, Naturbeskyttelsesloven og Museumsloven. Planerne skal behandles hos flere styrelser og myndigheder, hvor godkendelse og dispensationer er afgørende for projekternes fremtid.
Delområde 1 – Strandengen
Formidling, læring og sanseoplevelser forenes i samspil med naturen, samtidig med at der skabes en tryg, tilgængelig og spændende forbindelse til havn og strand. I delområde 1 bliver det grønne strøg ført videre og fungerer som overgang fra det urbane til det naturlige.
Hovedstien anlægges i grus og der etableres lav pullertbelysning, som langs Det Grønne Strøg. Den vådeste del af området uddybes med et paddeskrab, hvor hovedstien føres over via en træbro. Der sættes ny beplantning som afskærmning mod de nærmeste boliger.
I samarbejde med HOFOR etablerer Vallensbæk Kommune et klimasikringsprojekt, som er en regnvandssø i den nordlige del af strandengen. Den skal beskytte de omkringliggende boligområder i den sydlige del af Vallensbæk mod oversvømmelse ved ekstremregn.
Når man klimasikrer, betyder det, at man tilpasser samfundet og omgivelserne til de klimaændringer, som man forventer, der kommer i de følgende år.
Delområde 2 – P-arealet
Området omkring parkeringsarealet åbnes for gennemsyn ved udtynding i beplantningen og kan i højere grad udnyttes til eksempelvis autocampere ved stævneaktiviteter. En servicebygning i området vil bidrage til en øget anvendelighed af området. Der skabes genkendelighed i stisystemet ved at lade eventuel belysning og belægning fra delområde 1 fortsætte ad Tangstien på diget bag om parkeringspladsen.
Delområde 3 – Tanghusene
Kioskbygningen er blevet renoveret af den nye forpagter, Haveje. Det er et cafékoncept, hvor der serveres mad og drikke af høj kvalitet samtidig med at nærvær, godt humør og hygge har høj prioritet. Tanken bag Havejes koncept er, at inddrage gæsterne i at skabe liv og stemning via et væld af små events og aktiviteter.
SUP-padlerne, der tidligere har holdt til i den gamle kioskbygning, er midlertidig flyttet i containere på parkeringspladsen.
Planen er at de skal installeres ved siden af Haveje i en ny containerbygning beklædt med træ. Containerbygningen kommer også til at rumme en grejbank til opbevaring af strandudstyr, som kan benyttes ved arrangementer og ved skoleudflugter til området. Ovenpå containerbygningen bliver der en udsigtsterrasse, som skaber et godt udsyn over søen og resten af strandområdet.
Caféen, SUP-aktiviteterne og grejbanken bindes sammen via en stor træterrasse.
Projektet er påklaget. Så planen om at få opgraderet området ved Tanghuse i sommeren 2020 er desværre udsat. Vi håber på at klagenævnet træffer afgørelse, så planerne kan gennemføres til sæsonstart 2021.
Delområde 4 - Støttepunkter
Støttepunkter i vandkanten langs Nældestien, som giver mulighed for ophold på ruten og understøtter læringsfaciliteterne i området.