Der er ikke noget bedre end en glad baby – det skulle da lige være glade forældre. Derfor har Vallensbæk Kommunes madinitiativ, Madborgerskab, skabt ’Glad for Mad’, som er en serie af videoer og tekster, der guider nybagte forældre i, hvordan de kan håndtere overgangen til fast føde, når børnene er 4-6 måneder gamle.
”Det kan godt være svært at skulle starte op på mad med sit barn. Vi tager forældrene i hånden og visualiserer det for dem, så det letter overgangen for forældrene,” siger Stine Elmer Madsen fra Madborgerskab.
Ekstra støtte til nybagte forældre
’Glad for Mad’ er blevet skabt som en måde at støtte ekstra op om Vallensbæks nye forældre, som ikke har samme muligheder for at søge støtte og viden hos andre nybagte forældre på grund af corona.
I en tid som denne er der ekstra brug for nærvær, og det prøver Vallensbæk Kommune at skabe for borgerne på en sikker måde ved at blive mere kreative og digitale.
’Glad for Mad’ er et ikke en erstatning for det sædvanlige kommunale tilbud til nye forældre, som består af besøg fra sundhedsplejen, men skal ses som et supplement.
Minimér tiden i køkkenet
Videoerne indeholder blandt andet opskrifter på mad til babyer, der er nået til forskellige stadier i at spise fast føde, f.eks. hjemmelavet mos til babyerne, der lige er startet på fast føde og vafler af søde kartofler til de lidt mere erfarne spisere.
Men videoerne gennemgår også, hvilke tegn der er på, at din baby er klar til mad og hvilken type mad, man skal vente med. Derudover får du nogle gode fif til, hvordan du minimerer tiden i køkkenet, så du i stedet kan bruge den dyrebare tid sammen med familien.
Videoer og guides kan findes på Vallensbaek.dk/GladforMad – flere opskriftsvideoer bliver publiceret løbende.