Det hele startede i 2007. Pernille Rosberg var på barsel, hvor hun tullede rundt i sit hjem i Vallensbæk og lavede smykker. Så lavede hun sin egen hjemmeside, og her begyndte hun at reklamere for sine smykker. Det tog fart. Pernille havde fundet en niche - hun specialiserede sig i at lave smykker i et design, man selv kan præge med en personlig indgravering. Og herfra udsprang smykkevirksomheden KOBRA Copenhagen.
”Jeg kom aldrig tilbage til mit job. Jeg tænkte, jeg ville prøve at satse på det her. Efter lidt tid ville jeg gerne have det ud af hjemmet. Jeg fandt et lille lokale i Vallensbæk, som jeg delte med en keramiker. Det er faktisk også der, hvor KOBRA holder til i dag,” fortæller Pernille Rosberg, ejer af og direktør i KOBRA Copenhagen, og tilføjer:
”Noget af det største for mig var at flytte virksomheden fra mit hus. Det var stort at tage skridtet fuldt ud og blive selvstændig."
Det personlige DNA
Pernille er en rigtig Vallensbæk-borger, som hun selv kalder det – hun er født og opvokset i byen og bor nu i hus i Vallensbæk med sin mand og børn. Hun er uddannet gravør på Guldsmedehøjskolen og har herudover en uddannelse som multimediedesigner.
”Vi var fire lærlinge i hele Danmark. Vi gik sammen med guldsmedene og lavede faktisk de samme opgaver som dem. Men det var umuligt at få job, da jeg var i lære. Derfor tog jeg uddannelsen som multimediedesigner. Så kombinerede jeg de to ting og fandt ud af, at der var en niche. Jeg ville gerne lave smykker inklusive gravering for én samlet pris,” forklarer Pernille og fortsætter:
”Hver gang vi udvikler vores designs, tænker vi ind, at det skal være personligt. Personlighed er en del af vores DNA.”
En kreativ ildsjæl
”Det har aldrig ligget i kortene, at jeg skulle være selvstændig. Min far var elektriker, så der var altid ledninger og tænger over det hele derhjemme. Jeg kunne godt lide at tage wiren fra ledningerne, og så sad jeg og flettede med det. Jeg har altid villet noget med hænderne,” siger Pernille.
Pernille Rosberg er typen, der springer ud i ting og lærer af de knubs, hun får, og hun har også altid opdraget sine børn til bare at springe ud i det, de har lyst til.
”Det er ikke kompliceret at lave sit eget. Man arbejder mere, men det giver rigtig meget i den anden ende. Jeg siger ofte, at hvis man synes, noget er fedt, skal man bare sætte det i gang. Jeg prøver at give tankegangen videre til dem, jeg kender. Gør det. Spring ud i det. Tænk ikke for meget over det.”