At være dagplejer er en livsstil

”I min konfirmationssang stod der, at jeg selvfølgelig skulle være pædagog. Det blev jeg ikke, men jeg blev dagplejer, og det er verdens bedste job.

Det at være dagplejer er ikke kun et arbejde – det er en livsstil, og dagplejebørnene bliver en del af familien. De ældste af ’mine’ børn er blevet 19 år, og når jeg møder dem på gaden, så er det ikke ’Hej Tina’, det er ’Hej min Tina’, og så får jeg et kram og en sludder.

Nu er mine børns venner begyndt at flytte tilbage til Vallensbæk og få børn, og dem får vi nu i dagplejen. Det er ret sjovt, for det er jo fodboldrødderne og dansepigerne, der har været herhjemme og lege.

Det allerbedste ved at være dagplejer er at se børnene vokse op og være med til at udvikle dem og gøre dem til små selvstændige individer. Jeg elsker at strikke, hækle, male på sten og lave perler, og det involverer jeg selvfølgelig også børnene i, og så er jeg en rigtig motorikdame, fordi jeg ved, at det er så vigtigt.

Der er enormt mange minder for mig i Vallensbæk. Det er her mine børn er vokset op og har gået i skole, og så bor jeg jo i mit gamle barndomshjem. Jeg købte huset af min far, som købte det, da det blev bygget i 1969. Han elskede, at jeg overtog huset.

Når mine søskende var på besøg, kom han stolt og sagde: ”Se, hvad VI har lavet” og var meget, meget stolt. Min søn har en idé om, at han skal overtage huset. Der skal nok lige lidt økonomi til, men nu må vi se. Det kunne da være sjovt, hvis det kunne lade sig gøre.”