"En god veninde er en, du kan stole på, en der lytter, og som er sjov at være sammen med. Du kan lave vitser og opføre dig dumt på den gode måde.
Vi har været veninder siden 0. klasse, men dengang var det mere som klassekammerater. Da vi blev lidt ældre, begyndte vi at blive mere rigtige veninder. Vi bor tæt på hinanden, det er fedt, for der er ikke rigtig andre fra klassen, der bor sådan lige rundt om hjørnet.
Du kan lave alt muligt med en veninde – vi snakker, hygger, går ture, hører musik og spiller rundbold med klassen. For nylig var vi på shoppetur i Waves, hvor vi så på butikker og spiste en masse slik.
Hver dag efter skole følges vi til juniorklub – med mindre den ene af os er duks. Nogle gange har vi overnatninger i klubben, hvor vi spiser mere slik … og popcorn. Så ser vi film og hygger. Vi kan bedst lide at se krimier, blod og Disney.
Det skal være de klassiske Disney-film – ikke de nye. Den bedste er ’Mads og Mikkel’. Den handler om to venner, der bliver splittet ad, fordi de ikke må være sammen, men så bliver de venner igen som voksne.
Vi kan godt blive sure på hinanden. For eksempel hvis den ene siger noget, som den anden føler er forkert sagt, men det var ikke ment på den måde. Så kan man godt blive ked af det eller sur. Men så undskylder du og fortæller, at det ikke var sådan ment – og så er det faktisk glemt dagen efter.
Hvis vi kommer op og skændes med nogen fra klassen, er det rigtig rart at have hinanden og at have en ved sin side. Både fordi en veninde hjælper en, men også fordi hvis det faktisk var dig, der gjorde noget forkert, kan de hjælpe dig med at se det. Det er en god veninde.”