Fra 1. januar 2022 forventes Vallensbæk og Ishøj at blive selvstændige hver især, når det forpligtende samarbejde ophæves. Det har begge kommuners kommunalpolitikere vedtaget tirsdag.
”Befolkningstallet i Vallensbæk er steget med en tredjedel, siden det forpligtende samarbejde blev indført, og gennem de seneste ti år har vi udviklet os til en robust og bæredygtig kommune. Jeg er glad for, at vi får vores fulde selvstændighed tilbage, for det gør, at vi har mulighed for at tilbyde en endnu mere nærværende service til vores borgere”, siger Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen.
Det forpligtende samarbejde har kørt siden kommunalreformen i 2007 og indebærer, at Vallensbæk og Ishøj gennem årene har varetaget en række opgaver for hinanden. Ishøj har taget sig af genoptræning, det specialiserede socialområde, specialundervisning samt natur- og miljøområdet – og Vallensbæk har taget sig af beskæftigelsesområdet. Det har for eksempel i praksis betydet, at jobcentret i Vallensbæk har betjent borgere fra begge kommuner.
Men nu skal Vallensbæk og Ishøj hver især være herre i eget hus. Indenrigs- og Boligministeriet tilkendegav i begyndelsen af året, at de ville give dispensation fra det forpligtende kommunale samarbejde mellem Ishøj og Vallensbæk, sådan som begge kommuner har ønsket.
”Vi takker for muligheden for, at Vallensbæk Kommune kan hjemtage opgaver ved dispensation fra lovgivningen”, skriver kommunerne i brevet til ministeriet, hvor det videre lyder:
”Vi er endvidere indforståede med de tilkendegivne vilkår. Og vi er enige om, at vi vil kunne opfylde dem”.
De to kommuner ønsker at få dispensationen straks, så det bliver muligt at igangsætte processen med medarbejderinddragelse hurtigst muligt.
Det forventes, at Ishøj og Vallensbæk når en afklaring vedrørende udveksling af medarbejdere inden den 1. juni, sådan at den endelige overførsel af medarbejdere og opgaver kan ske frem mod årsskiftet. Ansvaret for opgaverne forventes at overgå til de respektive kommuner pr. 1. januar 2022.