Vallensbæks nye svømmehal slår dørene op i 2023. Inden vi når så langt, skal den bygges, og inden det kan ske, skal vi klargøre byggegrunden. Det går vi i gang med nu. Arbejdet starter i marts og varer hele foråret.
Der skal omlægges fjernvarme-, regn- og spildevand-, vand-, el-, telefoni- og gasledninger, både på grunden og ved cykelstien. Du kan stadig bruge cykelstien, men vær opmærksom på, at der arbejdes i området. Omlægningerne forventes færdige i løbet af maj måned.
Idrætscentrets materielgård står lige midt på byggegrunden. Den må derfor vige pladsen for den nye svømmehal. Materialerne fra gården flyttes til opbevaring på lokaler på Lundbækvej. Og efterfølgende bliver gården revet ned.
Vi forventer, at det forberedende arbejde på byggegrunden er færdigt i løbet af maj måned.
Du vil altså opleve, at der bliver arbejdet på grunden, hvor den nye svømmehal skal rejse sig. Men der er endnu ikke tale om det første spadestik til det endelige byggeri. Det venter vi med lidt endnu.
Fire bassiner og en vandrutsjebane
I 2023 bliver det muligt for Vallensbæks borgere at tage en svømmetur i kommunens nye svømmehal.
Der kommer et stort svømmebassin på 25 meter, et multibassin med plads til vandleg, vippeudspring fra både en-, tre- og femmetervippen og rutsjeture på vandrutsjebanen, et børnebassin med legeredskaber og et varmtvandsbassin med direkte adgang til sauna.
Så uanset om du er sports- og motionssvømmer, om du har lyst til en tur i vandet med de helt små, eller om du har brug for en wellnessoplevelse, kan du glæde dig til, at Vallensbæks nye svømmehal står klar i 2023.