Der blev bygget pindsvinebo, rullet frøbomber og plantet bi-venlige planter, da der torsdag var indvielse af den nye biodiversitetspark ved siden af naturskolen Bækkehuset. Elever fra mellemtrinnet på alle Vallensbæks skoler var mødt op til en formiddag, der stod i naturen tegn, og hvor de alle var med til at indrette den nye park. Anledningen var, at der er i denne uge er Naturvidenskabsfestival over hele landet, hvor temaet er ”Helt vildt”.
Netop helt vildt blev det, da eleverne sammen med kommunens madinitiativ Madborgerskab og en jæger var med til at sprætte en fasan op og kigge nærmere på fuglens indvolde.
Bagefter var der indvielse af 5. klassernes insekthotel. Kuberne til insekthotellet er lavet af seniortilbuddet Den Gode Kammerat, mens børnene på dagen indrettede kuberne med blade, kviste og andre lækkerier til insekterne. Her stod de ældre herrer fra Den Gode Kammerat også parat til at hjælpe børnene med at skære stubbe og grene til, så de passede ind i kuberne.
”Vi har samlet blade, træ og kogler ind til dyrene,” fortalte Kevin fra 5.B på Vallensbæk Skole og klassekammeraten Sif tilføjede:
”Det er sjovt at lave noget andet. Jeg kan godt lide at være i naturen.”
Den nye biodiversitetspark er åben for alle. Den ligger ved siden af Bækkehuset på Vejlegårdsvej 95.