"3-2-1 – start!", råbte daginstitutionsleder Anja Harrington Stender, mens hun viftede med det ternede flag. Og af sted fór de ti børn fra Sommerfuglestuen, da daginstitutionen Løkkebo i Vallensbæk mandag holdt et lille opvarmnings-løb inden den store Kids Tour i juni.
Nogle kørte på løbecykler, og nogle på almindelige cykler – både med og uden støttehjul. De fleste af børnene på stuen er fyldt fire år, og de er allerede vant til at cykle på ture rundt i nærområdet.
Efter en intens spurt kom William først over målstregen, der var tegnet op med kridt. Og så var der medaljer og guf til alle.
Borgmester Henrik Rasmussen var med som hjælperytter, og han var imponeret over de unge cykelrytteres evner og iver.
"Jeg håber, at I vil spørge jeres mor og far, om I kan komme med til Kids Tour – det bliver supersjovt", sagde han børnene.
Kids Tour er et stort cykelløb for børn i alderen 3-10 år, der afholdes i en række byer i Danmark – og i Vallensbæk bliver det søndag 27. juni. Arrangementet er for hele familien, og formålet er at støtte Børneulykkesfondens arbejde for trafiksikkerhed for børn.
De to lokale cykelforeninger Cykling uden alder Vallensbæk og Cyklistforbundet Vestegnen har i fællesskab søgt kommunens udviklingspulje om et tilskud, og dermed har det været muligt at sænke prisen pr. startnummer fra 75 kr. til 30 kr.