I Vallensbæk bruger vi teknologi til at løse udfordringer og nå drømme - med det hele menneske i fokus.
Opsamling og brug af data (Smart City) gør det muligt at informere, involvere og aktivere kommunens borgere i langt højere grad end tidligere.
Byens data gør det samtidig muligt for politikere og ansatte i kommunen at træffe bedre beslutninger og skabe en mere bæredygtig drift af kommunens byrum, bygninger og grønne arealer.
Det kan vi gøre gennem optimering og automatisering af arbejdsgange. Vi kan også i højere grad understøtte vores samarbejde med andre kommuner gennem dataindsamling.
Grønt strøg med Smart City-tiltag
Smart City forbedrer blandt andet kommunens fritidsaktiviteter.
Det grønne strøg vil løbende blive opdateret med Smart City-tiltag. Allerede nu er der et interaktivt boldbur, lys- og wi-fi-bænk og en fortællebænk.
Lys- og wi-fi-bænk
Den digitale bænk er solcelledrevet og udstyret med strømforsyning til de mere grå dage. Når du sætter dig på bænken, har du mulighed for at lade din telefon op og gå på wi-fi.
Du kan sætte dig her og tage en pause i byens rum, samtidig med at du kan få en snak med andre, der sidder her og lader op.
Boldbur med digitale spil
Fra bænken kan du skue det nye boldbur – football lab. Her er der fire målrammer, som er udstyret med tre digitale spil, som du kan indstille via et panel på siden af boldburet. Når du scorer et mål, kvitterer buret med klapsalver.
Du kan oprette dig som bruger og følge med i dine highscorer, se din udvikling og konkurrere mod dine venner – også selvom I ikke er på banen samtidig.
Fortællebænk
Hen mod sommeren 2019 etablerer vi en digital fortællebænk i samarbejde med Egholmskolen. Når du sætter dig på bænken, vil du høre historier fortalt af skolens børn. Over tid kan historierne skiftes ud, så der hele tiden er plads til nye historier og nye fortællinger.
Trafik med smart city-tiltag
Smart city-tiltag kan gøre gavn, når det handler om at lette trafikken i myldretiden eller på stærkt trafikerede veje. Med eksisterende data fra lyssignaler, Movias busdata og andet kan vi optimere og forbedre fremkommeligheden i myldretider.
Vi vil reducere trængsel og kødannelser på Vallensbæk Torvevej
I samarbejde med Gate 21 vil der i løbet af foråret 2019 blive opsat en prototype i lyssignalet ved Vallensbæk Torvevej / Park Allé / Nordmarksvænge.
Prototypen er et system, der på baggrund af data om trafikken på Vallensbæk Torvevej, skal være med til at styre lyssignalet ved Vallensbæk Torvevej / Park Allé / Nordmarksvænge. Det kan eksempelvis betyde, at vi forlænger tiden, der er grønt i den ene retning for at reducere trængsel og kødannelser.
Vi skal med prototypen demonstrere, hvordan det kan give mening at bruge eksisterende data. Vi skal bruge data til at afhjælpe problemer med, hvordan vi kommer hurtigere igennem trafikken, når der er myldretid.
City Sense gør trafikken bevægelig omkring letbanebyggeriet
Med City Sense kan vi måle trafikken. Med city sense opsamler vi data om trafikken på strækningen for den kommende letbane.
Vi kan måle rejsetiden mellem flere punkter på strækningen og mere. Den data vil vi bruge til at imødekomme de problemer, der vil opstå med fremkommeligheden i forbindelse med letbanebyggeriet.
Når byggeriet af letbanen går i gang, vil der være en strækning på 28 km med vejarbejde. I den forbindelse skal vi skabe den bedst mulige fremkommelighed både langs med og på tværs af hovedstrækningen. Med City Sense kan vi se folks bevægelser, og de kan anvendes til at orientere os om kødannelser. Når vi er orienteret om det, kan vi give dig besked, så du altid kan vælge en alternativ vej eller rejsetidspunkt.
Det er dét, kommunale Smart City løsninger handler om - at bruge data intelligent til gavn for borgerne. Og samtidig give mulighed for at udvikle og optimere den kommunale drift.
Lys skaber tryghed i det offentlige rum
Med lys og smart city-tiltag har vi skabt tryghed i det offentlige rum. Vi har omdannet Vallensbæk Station til en offentlig digital kunsthal – med lyskunst. Og på en mørk gang- og cykelbro over Sønder Ringvej har vi opsat en lysskulptur - Gænger.
DIAS – en offentlig digital kunsthal
DIAS er navnet på Danmarks første digitale kunsthal, og det står for Digital Interactive Art Space. Kunsthallen har over årene budt på overraskende kunstoplevelser til stationens daglige brugere. Og som en ekstra gevinst, så har lyset fra kunsten givet en øget følelse af tryghed på stationen.
Vi har vendt det visuelle udtryk på stationen. Før var den præget af reklamer og hærværk til et rum for refleksion midt i hverdagen. Fra 2014 og til nu har du kunne opleve en bred vifte af digitale kunstformer – lyd, lys, video- og netværkskunst, spil, augmented reality, interaktive installationer og digital poesi.
Gænger
Gænger er et lyskunstværk, der får sin energi fra menneskers bevægelse på gangbroen. Den består af fem høje galvaniserede master i en klynge med i alt 12 kurver svejset på. På kurverne er der monteret et antal lyspærer. De enkelte kurver og lyset fra dem illustrerer lemmernes bevægelse i henholdsvis højre og venstre fod, knæ, hofte, hånd, albue og skulder.
Lyset tænder, når der er mennesker i bevægelse på broen. Derfor er der placeret sensorer på kurverne, så lyset i de forskellige pærer ikke tændes samtidig, men efterhånden som der registreres bevægelse på broen.
Digitale legepladser
Vi har indført smart city-initiativer i form af digitale spil på nogle af kommunens legepladser.
Legepladsen ved Sundhedshuset
Legepladsen er udstyret med et interaktivt spil, som indeholder seks forskellige spil og lege. Der er derfor rig mulighed for at kaste sig ud i et digitalt spil eller en leg, som er ligeså fysisk udfordrende, som dem du kaster dig ud i på rutsjebanen og gyngerne.
På pladsen finder i en guide til spillene – og så er der ellers bare om at komme i gang.
Egholmskolens endegavl
På en af Egholmskolens endegavle hænger ”den digitale væg”. Det er en digital væg, der opfordrer til flere forskellige spil og lege. Børn såvel som voksne kan spille med via en særlig app.
Du kan konkurrere i paratviden, men også bevægelser - hop, løb og meget andet. Børnene spiller så mod hinanden om hvem der svare hurtigst.
Klimasikring
Vi ønsker at blive bedre til at bruge data til at skabe brugbare løsninger for borgerne. Et af vores smart city-initiativer er derfor at udarbejde en prototype, som kan hjælpe beredskabet med realtidsmålinger på vandstanden i Vallensbæk Sø. På den måde vil vi undgå skader på villahaver, elinstallationer og andet, når der er skybrud eller andet ekstremvejr.
Vi har allerede vandstandsmålinger i Vallensbæk Sø, men vi undersøger, hvordan vi kan bruge dem sammen med anden data, for på bedst mulig vis at kunne give beredskabet besked, så de kan reagere, før skaden er sket.
Vi undersøger også, hvordan vi kan bruge data til at skabe bedre overblik over vandstigninger på tværs af kommunegrænser. Efter større regnskyl, overvåger vi vandet i de forskellige kommuner, så vi i fremtid kan blive bedre til at forudse, hvornår forhøjet vandstand vil skabe udfordringer i vores kommune.
Det kan også hjælpe beredskabet til at rykke ud det rigtige sted i den rigtige tid, før skaden er sket.
Få mere viden på den regionale datahubs hjemmeside.
Forbrugsskærme
Vallensbæk Kommunes forpligtigelse som Klimakommune er at reducere CO2-udledningen med 2% om året. I de kommunale ejendomme har vi gennemsnitlig reduceret udledningen med 5% om året siden 2009, hvor vi indgik aftalen med Danmarks Naturfredningsforening.
Vi holder løbende øje med vores forbrug på alle institutioner og kommunale ejendomme. Vi vil gerne have, at dem der benytter institutionerne og skolerne, bliver opmærksomme på forbruget og tilpasser deres adfærd ud fra viden om, hvor meget og hvor lidt vand, varme og el de bruger.
Vi har derfor sat 14 forbrugsskærme op på vores tre skoler og flere af daginstitutionerne – de sidste blev sat op i 2016, og de første har siddet der siden 2009. På skærmene kan personale, forældre og børn se institutionens forbrug på månedsbasis.
Mobile støjmålere
Kommunen har købt en mobil støjmåler, der skal bruges forskellige steder i kommunen, hvor vi gerne vil kende støjniveauet.
Støjmåleren kan stilles op en uge ad gangen. På den måde får vi målinger fra alle døgnets timer i en hel uge. Måleren kører på batteri, så den er ikke afhængig af strøm fra lygtepæle. I første omgang skal vi teste udstyret, før vi kan sige, hvordan vi bruger dataet.