En ny undersøgelse fra findboliger.dk viser, at Vallensbæk er Danmarks 15. bedste bosætningskommune. Det er opgjort ud fra ni forhold: indkomst, sundhed, boligpriser, beskæftigelse, uddannelse, kriminalitet, ligestilling, miljø og trafikuheld. Alle ni er vurderet vigtige for det gode liv.
Med en score på 7,11 ud af 10 ligger Vallensbæk altså tæt på toppen.
“Vallensbæk er fremtidens boligby. Det er den vision, vi har arbejdet med at føre ud i livet de seneste år, og det viser sig nu at give pote. Jeg er stolt af, at vi ligger så langt foran vores nabokommuner, for det viser, at Vallensbæk har meget at byde på. Vi er økonomisk robuste, har erhvervsaktive borgere, og vi arbejder for miljøet,” siger borgmester Henrik Rasmussen.
Rangeringen af de danske kommuner er foretaget ved hjælp af den nyeste tilgængelige data fra Danmarks Statistik. Det primære mål med undersøgelsen har været at forsøge at give boligsøgende en hjælpende hånd i jagten på drømmeboligen.