Udligningsreformen og stagnerende vækst er de primære faktorer til, at partierne i kommunalbestyrelsen skal finde penge i budgettet.
”Det skal tages alvorligt, når der mangler omkring 50 millioner i vores budget. Det er altafgørende, at Vallensbæk også i fremtiden er en veldrevet kommune, hvor borgerne er i centrum. Derfor tager vi ansvar og finder de fornuftige løsninger”, siger borgmester Henrik Rasmussen.
Velstand kræver forandringer
Efter regeringens reform af det kommunale udligningssystem fra 2021 mister Vallensbæk Kommune 29,1 mio. kr. årligt, når reformen er fuldt indfaset, og Vallensbæk er dermed en af de kommuner i landet, som blev hårdest ramt af udligningsreformen. Derfor besluttede kommunalbestyrelsen sidste år at sætte skatten et halvt procentpoint op, og resten af pengene skulle finansieres ved hjælp af vækst. Men væksten er stagneret, da vi ikke har boliger, som tilflyttere kan flytte ind i og derfor må der omrokeres på budgetterne.
”Jeg står fast på mine grundværdier, og derfor skal pengene ikke findes ved forringelse af serviceniveauet for borgerne i Vallensbæk. Den demografiske udvikling de seneste år, hvor der ikke kom nye boliger i Vallensbæk, taler for sig selv. Børnetallet er faldet og arbejdsstyrken er faldet. Dette sammen med udligningsreformen udfordrer et forventet højt serviceniveau og dermed kommunens økonomi”, siger borgmester Henrik Rasmussen.
Han fortsætter:
”Når det så er sagt, så er jeg fortrøstningsfuld. Jeg kan se, at der nok skal komme vækst i fremtiden, og det er forudsætningen for velstand og højt serviceniveau. Vi skal ikke vækste for enhver pris, men vi skal vækste det, der er økonomisk fordelagtigt og rentabelt for kommunen. Vi skal finde finansiering, og det gør vi ved at udskyde nogle af vores anlægsprojekter”, siger Henrik Rasmussen, der ser frem til andenbehandlingen af budgettet, hvor han i samarbejde med kommunalbestyrelsen kommer til at gå mere i dybden med mere konkrete løsninger.