Mad kan bringe mennesker sammen. Det kan daginstitutionen Syvhøjvænge skrive under på. De har nemlig bragt børn fra Slovenien, Tjekkiet og Danmark sammen i projektet ’Friendship with Food’, hvor mad er omdrejningspunktet – og det har de vundet prisen ’Bedst i eTwinning DK 2020’ for.
”Det er et vellykket projekt, som er blevet honoreret, og det er vi jo lidt stolte af. Der er rart at blive anerkendt for det stykke arbejde, pædagogerne har gjort,” siger Mette Jakobsen, der er daginstitutionsleder i Syvhøjvænge.
Mad og venskab på tværs af landegrænser
’Friendship with Food’ blev sat i gang af institutionens pædagoger Sofie Gregersen og Gitte Nørregaard Nielsen, der udviklede projektet i samarbejde med pædagoger i børnehaver i partnerlandene Slovenien og Tjekkiet. Formålet var at øge børnenes kendskab til mad og kultur i andre lande – og det har det gjort på mange måder.
Gennem projektet har børnehaverne delt opskrifter på mad, traditionelle retter, bordmanerer og madvaner med hinanden på tværs af lande. Det har ikke kun givet børnene mulighed for at lære om forskellige kulturer, madvaner og navne på retter på forskellige sprog – det har også givet dem venskaber uden for deres landegrænser.
Blandt andet har de afholdt et online te-selskab, sunget julesange for hinanden på deres respektive nationalsprog og sendt gaver som perleplader og tegninger, som børnene selv har lavet. I daginstitutionen Syvhøjvænge udarbejdede børnene en historie ud fra historien ’The Very Hungry Caterpillar’, der handlede om, hvordan man er gode venner, der deles om maden, som blev oversat og sendt til de andre børn.