Til november åbner Vallensbæks nye badeanstalt Valhal dørene for vandglade vallensbækkere. Badeanstalten skal danne rammerne om wellness, fællesskab og sundhed.
Valhal kommer til at bestå af et udendørsanlæg med bassin, kold bruser og toilet og indendørsfaciliteter som omklædningsrum, sauna og et lokale til livreddere og til møder. Der er plads til 90 personer på den flydende del af anlægget og yderligere plads på molen.
Alle borgere får adgang til udendørsfaciliteterne, og foreninger og deres medlemmer får desuden adgang til indendørsfaciliteterne.
På Folkeoplysningsudvalgets møde i denne uge blev tiderne til de indendørs faciliteter fordelt.
Fordelingen af tider til indendørsfaciliteterne er således:
- Helårsbadeforeningen Havet: Hele mandag og onsdag, lørdag fra kl. 13.30 til kl. 21.00 og søndag fra kl. 5.30 til kl. 13.30.
- VI39 SWIM Vinterbadere: Hele tirsdag og torsdag, lørdag fra kl. 5.30 til kl. 13.30 og søndag fra kl. 13.30 til kl. 21.00.
Tiderne om fredagen bliver fordelt i slutningen af november.
- Læs mere om VI39 SWIM Vinterbadere og meld dig ind i foreningen på deres hjemmeside.
- Læs mere om helårsbadeforeningen Havet på deres Facebookgruppe.
To sæsoner
Du behøver som sagt ikke være medlem af en forening for at bruge udendørsfaciliteterne.
Året bliver delt ind i to sæsoner – en sommersæson fra juni til august og en vintersæson fra september til maj. I sommersæsonen vil der dagligt være åbent til udendørsfaciliteterne kl. 10.00-17.30 med livreddere.
Der bliver opkrævet betaling for adgang (dagsbilletter og sommerkort) i åbningstiden med livreddere. Dette gælder både for borgere og medlemmer af badeforeningerne.
I åbningstiden er der adgang til udendørsfaciliteterne, herunder udendørs kold bruser og til toilet. Udenfor åbningstiden med livreddere er der fri adgang til udendørsfaciliteterne.
I vintersæsonen vil borgerne have fri adgang til udendørsfaciliteterne.