”Hvem vil være med til at bage fladbrød?”
Ilden knitrer om kap med sommerheden, og på græsset løber nogle drenge rundt og kæmper med sværd i pap. En kvinde i lange gevandter kommer ud med en pose mel.
Der er middelalderuge i Egholmskolens SFO, og omkring 50 børn har i ugens løb kunne besøge forskellige værksteder, hvor de har lavet alt fra små læderpunge til våbenskjold og kapper. Og så byder ugen også på rollespil med selvfølgelig både orker, prinsesser og en konge.
Tovholder på ugen er pædagogmedhjælper Brian Sundgaard, der i anledningen af ugen er iført blå kappe og gylden krone.
”Hvert år er jeg konge af landet Nairb,” fortæller Brian og lader det være op til de kloge selv at regne ud, hvad det så står for.
Brian har også stået for middelalderugen de andre år, og ud over smilene på børnenes læber ved han, at børnene har haft en god uge, fordi den royale titel hænger ved.
”Jeg bliver kaldt Kong Brian resten af året – også selv om jeg ikke har min krone på,” smiler han og tilføjer:
”Jeg får sindssygt meget glæde af at være med i sådan en uge her og se børnene leve sig ind i det. Børnene får nogle mini-missioner i løbet af dagen, hvor de for eksempel skal hjælpe kongen, og det er fantastisk, når de er med på legen.”
Et af de børn, der er med på Sommercamp, er syvårige Gabriel, og han har netop levet sig ind i sommertemaet og fortæller begejstret om den fortryllede prinsesse:
”Det sjoveste har været at få nogle opgaver og fægte med monstre. I dag blev prinsessen stjålet, og vi skal prøve at finde hende.”
Der er Sommercamp i uge 28, 29 og 30 på alle tre skoler i Vallensbæk.