Nu er det muligt at boltre sig på det nye lege- og sanseområde på Strandengen, hvor etape to af det grønne strøg er i gang med at blive anlagt.
På det nye åbne område er der en trampesti, et vandløb til regnvand – som nok i disse dage ikke indeholder særlig meget vand. Der er hoppesten og –stubbe, tre forskellige sansekasser med sand, blåmuslinger og småsten, og så er der en brændestabel, der fungerer som hotel for områdets insekter.
Hvis du og dine børn er vilde med at klatre på ting, finder du også et kæmpe klatretræ på området. Du skal lede lidt for at finde det, men der er lagt et spor hen til det.
Byggepladshegnet er altså flyttet længere ind på Strandengen, så børn og barnlige sjæle har mulighed for at benytte det færdige sanseområde allerede. Husk at blive uden for byggepladshegnet, da vi stadig arbejder på at få resten af projektet færdig på den anden side af det.
Det åbne sanse-og legeområde ligger ud til Vallensbæk Havnevej, så det er lige til at komme til.
Forlængelsen af det grønne strøg færdig til august
I slutningen af sommeren er planen, at resten af området også bliver færdigt. Til den tid kan du altså glæde dig til, at det grønne strøgs granitsti går hele vejen fra stationstorvet til stranden, regnvandssøen er etableret, formidlingsstationerne er klar og meget mere.