Hvert år hædrer Vallensbæk Kommune de lokale idrætsudøveres resultater og placeringer. Det plejer at foregå ved en fest, hvor alle, der har vundet medaljer ved danske eller internationale mesterskaber – eller som er rykket op i en højere række – bliver inviteret til fejring sammen med borgmesteren. Men en vis virus ville det anderledes i år.
Så kommunens folk lagde hovederne i blød og udtænkte en alternativ plan: Den store fælles fest måtte foregå online via Teams, som rigtig mange har vænnet sig til at bruge det seneste års tid.
Og for at der ikke skulle mangle hverken vådt eller tørt, havde Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen og formand for Folkeoplysningsudvalget Morten Schou Jørgensen nogle dage i forvejen cyklet rundt til de forskellige klubber og foreninger med såkaldte fejringsposer.
En række klubber blev besøgt ugen før, hvor idrætsudøverne fik en chance for at hilse på borgmesteren og formanden – og få et lille glas og en kage.
Og tirsdag var så den store fælles fejring. Efter et brag af en velkomst med konfetti bød Henrik Rasmussen og Morten Schou Jørgensen velkommen sammen med idrætskonsulent Elisabet Moesgaard, der var aftenens dirigent. De befandt sig på rådhuset og kunne se deltagerne på to store skærme.
Herefter var der et spændende interview med det 11-årige tennis-talent Sebastian Kvist, der fortalte om sine drømme og ambitioner om at spille Grand Slam-turneringer.
En Kahoot-quiz med flotte præmier gjorde lykke, og derefter var det tid til, at de mange foreninger, der havde udmærket sig i løbet af 2020, blev hædret. Der blev vist billeder fra cykelturen ugen før, og hver forening eller udøver fik sin hæder.
De foreninger, der blev hædret, var Vallensbæk Kano og Kajak Klub, Vallensbæk Modelskibs Klub, VI39 Svømmeklub, Phønix/VI39 Kapgang, Vallensbæk Rulleskøjte Klub, U15-futsal-holdet fra VI39 fodbold, Vallensbæk Fodbolds seniorhold, skeetskytten Frederik Mast og førnævnte tennisspiller Sebastian Kvist.
I alt kunne der fejres 127 medaljer ved danske og internationale mesterskaber samt to oprykninger.
Deltagerne kunne guffe gennem fejringsposen derhjemme, og aftenen sluttede af med en fælles affyring af konfetti-rør – på begge sider af skærmen!