Professionel forhindringsløber

"Dengang jeg blev interesseret i forhindringsløb, var det ikke en sport. Det var bare en masse voksne mennesker, der løb rundt i mudder. Sådan ser nogen stadig på det, men i dag er det tæt på at være en sport.

Jeg er førstegangs-akademiker i familien. Jeg havde den høje løn, pensionsordningen og kantineordningen. Det tog mig ekstremt langt tid at trække i håndbremsen og tænke ’hey, vil jeg det her lige nu?’. Men det er supersvært at blive international sportsstjerne, når du er 40 – så er det trods alt lettere, når du er 25. Så jeg tænkte, nu er det nu. Dengang havde jeg ikke nødvendigvis lavet noget imponerende, men det år, jeg sagde mit job op, blev også det år, jeg vandt europamesterskaberne.

Egentlig havde jeg aldrig tænkt på mig selv som særlig atletisk – jeg spillede fodbold i VI39 som alle de andre drenge i Vallensbæk. Min stedfar var fodboldtræneren, og jeg har ikke tal på, hvor mange skideballer, jeg har fået for at ødelægge en fodboldkamp.

Det individuelle i forhindringsløb motiverer mig rigtig meget. Jeg kan godt lide at være overladt til mine egne hænder og ben. Det er min skyld, hvis noget går galt, og hvis noget går godt.

Min far døde, da jeg var 12 år, og jeg var ikke den bedste på fodboldholdet – men den modgang har været med til at gøre mig stærkere. Når jeg står over for en forhindring, der er to meter og 20 høj, og jeg selv er en relativt lille fyr, så er det alligevel noget, jeg har tænkt mig at overkomme.

Forhindringsløb bryder med det magelige i mennesket, og det kan jeg godt lide. Det er hårdt at løbe med en sandsæk på ryggen og kravle under pigtråd, men den følelse, du får bagefter, er vidunderlig. På mange måder er forhindringsløb en fremragende metafor for livet.”