Køge Bugt er genstand for enorm interesse. Pt. er klapningen *) af de første 200.000 ton slam ud af i alt 2 millioner ton fra Lynetteholmen i gang. Etableringen af ni kunstige øer ud for Hvidovre er på tegnebrættet. Dertil kommer overvejelser om øget udledning af spildevand fra København, etablering af havvindmøller, sandsugning og en transformerstation ved Ishøj med kabler fra Køge Bugt.
Der findes ikke en samlet miljøvurdering projekterne, hvilket betyder, at ingen har et samlet overblik over hvilke konsekvenser de mange projekter samlet set har fx for vandmiljøet, dyrelivet og badevandet i Køge Bugt, der allerede i dag er under pres.
Syv borgmestre i kommunerne langs bugten har nu indledt et samarbejde, der har til formål at presse på for at få skabt det samlede overblik. Borgmestrene fra Stevns, Køge, Solrød, Greve, Ishøj, Vallensbæk og Brøndby mødtes torsdag den 27. januar til de indledende drøftelser. Første opgave bliver at få skabt et visuelt overblik over de mange projekter.
"Vi står sammen, fordi vi er dybt bekymrede for vores vandmiljø, for dyre- og plantelivet i bugten samt vores badevand. Vi har at gøre med enorme projekter, der hver især kører afsted i deres eget dybe spor. Og det kan undre, at ingen hidtil har stillet spørgsmålet, hvad det tilsammen kommer til at betyde for havmiljøet. Det vil vi arbejde sammen for at få et svar på. Vores fælles mål er at passe på Køge Bugt", lyder det fra de syv borgmestre.
Samarbejdet mellem de syv kommuner blev indledt allerede i november 2021, hvor fem af kommunerne mødtes – siden er Vallensbæk og Brøndby kommet med.
---
*) Klapning er en aktivitet, hvor man fra et skib til søs lader materiale falde ned på havbunden. Det hedder klapning, fordi det normalt foregår ved, at der åbnes nogle klapper i bunden af skibet.