"Retfærdighed er vigtig for mig. Jeg har svært ved at ignorere, hvis der er nogen, der bliver behandlet dårligt, eller folk opfører sig grimt. Min far var sådan, og jeg er sådan. Vi siger fra. Så jeg skal nogle gange passe på, hvad jeg siger. Det har min kone og datter også sagt til mig.
Det har skabt problemer for mig flere gange. Især i Sri Lanka, hvor jeg kommer fra. Jeg husker tydeligt en oplevelse, da jeg er 19-20 år gammel og er med bussen. I Sri Lanka tager folk bussen alle vegne – når de skal på arbejde, i skole og så videre. Så busserne er proppet. Rigtig proppet.
Nå, men jeg får øje på en ældre dame. Hun sveder, og jeg kan se, hun har det rigtig dårligt. Hun fortæller mig, at hun bare gerne vil sidde ned, men ingen vil give hende deres plads. Jeg spørger en herre om han ikke vil flytte sig. Det vil han ikke. Han er ligeglad. Så hiver jeg fat i kontrolløren og forklarer situationen for ham. Den gamle dame er dårlig, hun har brug for at sidde ned. Og hvad sker der så? Jeg bliver smidt af bussen. Midt på gaden. Så måtte jeg tage den næste bus.
Verden er smuk, men det bliver den ikke, hvis vi bare tænker, at det er nok at passe vores job og få vores løn.
Der er meget ekstra arbejde at lave – som du ikke får penge for, men som gør en forskel. Hvis alle tænker sådan, bliver verden et dejligt sted.”