"Vi skal være verdens bedste"

”Min mor har altid sagt, at du skal beskytte de svage. Blandt dem, der driller og bliver drillet, er der en grå masse, og her kan der godt være en ridder - en, der beskytter de svage. Der har jeg altid stillet mig, og mange gange har jeg stået alene. Jeg er også kommet grædende hjem, fordi nogen kørte min gymnastiktaske over med cyklen – netop, fordi jeg blandede mig, hvis nogen blev mobbet. 

Jeg gik i skole på Pilehaveskolen, og dengang var der kun tre mørkhårede på hele skolen, så alle vidste, hvem Umi var. Jeg har altid prøvet at være en ’god konge’, dvs. en du gider følge, i stedet for at være en tyran, der holder folk ude. Det har egentlig båret frugt igennem hele mit liv – både som fodboldtræner, klubpædagog og som leder.

Jeg er det, min mor kalder en ’rød hund’. Med det mener hun, at du kan se mange hunde, uden du lægger mærke til dem – men den røde hund, den ser du. For som mine børn siger: ’Far, du kan ikke gå nogle steder, uden nogen siger hej’. Det er egentlig en rar følelse.

For mig er Vallensbæk hjem. Jeg er født og opvokset her, mine børn går i skole her, og mine forældre bor stadig i det hus, de købte i 1980 – 600 meter fra, hvor jeg bor i dag. Da jeg var teenager, var min mission, at jeg bare skulle tjene penge nok – så var det lige meget, hvad jeg lavede. Så min første tanke var, at jeg skulle være børsmægler. I stedet kom jeg til at arbejde i SFO – først på Egholmskolen og siden Vallensbæk Skole, hvor jeg nu har været SFO-leder i otte år.

Det bedste ved mit arbejde er børnene. Når de kommer løbende hen og giver en krammer, så ved du, at du har gjort en forskel. Min arbejdsglæde skabes af at se glade børn, derfor er jeg altid pauseklovn. Børnene ved, at jeg er den mærkelige og sjove. Jeg har altid skæve ideer og ryger med i mange projekter på arbejdet og nyder at lave aktiviteter med børn, om det så er slyngelstue til julemarkedet eller skræmmerum til Halloween.

Parolen i SFO’en er, at vi skal være verdens bedste, og de skal komme fra Kina for at se os. De er kommet fra Japan, så vi er godt på vej. Det er vigtigt, at SFO’en giver børnene noget, de ikke kan få andre steder, og den er et sted, jeg selv har lyst til at komme. Den skal føles som et hjem væk fra hjemmet.”