Byggeren – den gamle byggelegeplads – er revet ned, og nu er Pileparken etableret.
Pileparken er en ny park i Nord, der er placeret mellem Pilehavehus, Klub Nordmark og daginstitutionerne Piletræet, Birkely og Løkkebo. Tanken er, at parken skal være et sted, hvor generationer mødes på tværs til snakke og lege.
Forskellige zoner til forskellige sanser
Pileparken har forskellige zoner, og der er lagt vægt på stimulering af alle sanser. Ved at arbejde med forskellige materialer og overflader i parken vil vi understøtte følesansen.
Parkens forskellige zoner er:
- Plænen, der muliggør fx boldspil eller picnic
- Bakken, der giver udsigt og kan bruges som fx kælkebane
- Skoven med høje træer, små nicher og gemmesteder
- Engen med fokus på blomster, frugter og leg og afslapning
- Labyrinten bag festlokalet der giver mulighed for leg, bevægelse og udfordring af følesansen
Der er også gjort plads til sjov og leg for kommunens børn og barnlige sjæle. Der er en labyrint, svævebane, legehus, en tromme af træ, bålhytte og to talerør.
Stierne i parken er anlagt, så også kørestols- og rollatorbrugere kan nyde det grønne område. Flere steder langs stierne er bænke, så man kan tage sig et hvil på gåturen rundt.
Biodiversiteten skal blomstre
Parkområdet skal understøtte biodiversiteten, så små dyr og insekter kan boltre sig i bede og træer. Når man arbejder med biodiversitet, betyder det, at man arbejder for at skabe variation i den levende natur – variation i hvilke dyr, naturen tiltrækker, men også hvilke blomster og træer man planter.
Der er derfor plantet fx spiselige bær og blomster, frugttræer og -buske, varierende træer og planter, der tiltrækker fugle, insekter og sommerfugle, og træer der skaber skygge, der giver grobund for insekter som fx biller og salamandere.
På skråningen mellem Pilehavehus og Birkely arbejder vi med terrasser og beplantning, der kan håndtere og opsuge meget vand fra større regnskyl.