Den nye plan fastlægger indsatsområder og initiativer for at reducere trafikstøjen i de mest belastede områder. Miljøstyrelsens kortlægning viser, at motorvejene er den største støjkilde, der påvirker flere af kommunens boliger. Netop den problematik har kommunen længe haft fokus på og arbejdet for at afhjælpe, men det kræver en kontinuerlig indsats fra statens side.
Mange initiativer for at reducere trafikstøj
Efter mange års hårdt arbejde og mange møder med transportministeren har staten netop fået opsat en støjskærm langs Holbækmotorvejen. Det er også sat flere midler af til endnu en støjskærm langs Vejlegårdsvej. Lokalt har vi også mange projektet i gang blandt andet samarbejdet med Gate 21, hvor vi har iværksat projektet Silent City, der kan bidrage med en bredere forståelse af mulighederne for at bekæmpe støj og skabe mere bæredygtig infrastruktur.
- Denne nye handlingsplan er endnu et vigtigt skridt mod at skabe et bedre miljø i Vallensbæk. Planen indeholder blandt andet en strategi for at lægge yderligere pres på transportministeren og Vejdirektoratet, fortæller Henrik Rasmussen.
Den nye plane har fem fokusområder, som har været særligt udsatte i forhold til trafikstøjen. Det inkluderer blandt andet Albertslundvej, dele af Vallensbæk Strandvej og Vallensbæk Torvevej – Strandesplanaden. Letbanen, som er under etablering, vil også ændre trafikforholdene på Søndre Ringvej ved at reducere vejen fra fire til to spor og sænke hastighedsgrænsen til 50 km/t. Støjhandlingsplanen skal skabe grundlag for at undgå og forebygge støjgener for kommunens borgere og sikre et mere støjsvagt og sundt bymiljø.
Støjhandlingsplanen er i første omgang i høring inden den endelig godkendes på næste Kommunalbestyrelsesmøde. Når Vallensbæk Kommuner sender planer i offentlig høring, er det din mulighed for at komme med høringssvar om bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag. Høringssvar sendes til vejogpark@vallensbaek.dk Emne: ”Støjhandlingsplan” inden den 23. august 2024.
Læs mere her: https://www.vallensbaek.dk/politik/hoeringer-og-tilladelser/hoeringer/hoering-om-stoejhandlingsplan-2024-2029