For at sikre beskyttelsen af vores grundvand, har Vallensbæk Kommune, i samarbejde med Vallensbæk Strands Vandforsyning, Agenda 21 rådet og HOFOR, udarbejdet en plan for grundvandsbeskyttelse.
Formålet med planen er at forebygge forurening og fortsat at kunne levere rent drikkevand til alle borgere. I planen udpeges særligt brugen af sprøjtemidler til ukrudtsbekæmpelse som en trussel for vores grundvand. Derfor har vi som individer et stort ansvar i forhold til at bevare kvaliteten af vores drikkevand.
Vores unikke drikkevand
Som Miljøstyrelsen fremhæver, har vi i Danmark noget af verdens bedste drikkevand. 99 procent af vores drikkevand kommer fra grundvandet.
- I Danmark er vandet naturligt og uden smag af klor – en luksus, vi ofte tager for givet. Men for at bevare denne standard, kræver det en indsats fra os alle, fortæller Nina Brodin fra Vallensbæks Agenda 21 råd.
Nina Brodin og Finn W. Carlsen skåler på nye samarbejde om at mindske forureningen af drikkevandet.
Agenda 21 rådet arbejder i samarbejde med kommunen og andre aktører for er en bæredygtig udvikling i kommunen. En udvikling der sikrer, at løsninger på eksisterende miljø- og ressourcemæssige udfordringer bliver implementeret. I Vallensbæk Kommune får vi drikkevand fra to forsyningsselskaber; HOFOR forsyner den nordlige del af kommunen og Vallensbæk Strands Vandforsyning forsyner den sydlige del.
- Som borger i Vallensbæk har du en vigtig rolle i at beskytte vores drikkevand. Du kan bl.a. bidrage til rent drikkevand for nuværende og fremtidige generationer. Du vil også få en grønnere have med mere biodiversitet, hvis du mindsker brugen af sprøjtemidler i haven, fortæller Finn W. Carlsen fra Vallensbæk Strands Vandforsyning.
Hvad kan du gøre som borger?
1. Undgå Sprøjtemidler på egen grund: Miljøstyrelsen anbefaler, at man vælger alternative metoder til bekæmpelse af ukrudt og skadedyr i sin have.
2. Benyt foreninger og fællesskaber: Hvis du er medlem af en grundejerforening eller lejeforening, kan du foreslå og opfordrer til at undgå brugen af sprøjtemidler på fællesarealer. Du er også med til at fremme biodiversiteten, når du mindsker brugen af sprøjtemidler.
3. Følg Miljøstyrelsens Råd: Besøg Miljøstyrelsens hjemmeside her for tips og vejledning til at reducere brugen af pesticider i haven. Ved at tage små, men vigtige skridt i hverdagen, kan vi alle bidrage til at beskytte og bevare vores drikkevand. Det er en fælles indsats, der kræver bevidsthed og handling fra os alle. Sammen kan vi bidrage til, at Vallensbæk fortsat vil have rent drikkevand.