De nye grejbanke er til for at fremme udendørs læring og styrke interessen for naturvidenskab og kreativitet blandt unge.
Udforsk naturen
Grejbanken indeholder en bred vifte af udstyr og aktivitetsbeskrivelser, der kan anvendes til at få en sjov og lærerig oplevelse i naturen. Blandt udstyret findes simple undersøgelsesredskaber som lupper, kikkerter og net, der gør det muligt at komme tættere på naturens små mirakler.
- Formålet med grejet er, at det skal være nemt at bruge naturområdet til at lære faglige ting, lave noget kreativt med de materialer, der er i naturen og til at undersøge dyrelivet. Det taler også ind i, at vi bliver nysgerrige sammen og skaber noget sammen, siger Louise Hoffbeck, naturfaglig konsulent i Vallensbæk Kommune.
Gå selv i grejbanken
Louise Hoffbeck opfordrer alle til at tage grejbanken i brug hen over sommeren. Grejbanken er til fri afbenyttelse, så du nemt kan dykke ned i inspirerende aktiviteter i naturen. Vallensbæk Kommune har oprettet flere grejbanker forskellige steder for at sikre nem adgang uanset, hvor man befinder sig i kommunen:
- Strandengen
- Naturlegepladsen ved Skovfuglen
- Biodiversitetsparken ved Bækkehuset
- Lapidariet i den nye skovkirkegård
- Naturlegepladsen ved Ringstedbanen
- Pileparken
Grejbankerne er fyldt med aktivitetsbeskrivelser, som hjælper med at guide børnene igennem forskellige læringsprocesser og gør det nemt for familier at planlægge udendørs aktiviteter. Aktiviteterne spænder fra at blive klogere på dyre- og planteliv til matematiske og kreative projekter med materialer fra naturen.
Med grejbankerne håber Vallensbæk Kommune at inspirere både børn og voksne til at tilbringe mere tid i naturen og opleve de mange fordele ved udendørs læring. Grejbankerne gør det muligt for alle at få en lærerig og sjov oplevelse, der styrker både sammenhold og nysgerrighed.