"Operation Julelys" er på vej til dig! Mandag den 7. december kan du møde dine lokalbetjente og få nogle gode råd mod indbrud, når Københavns Vestegns Politi kommer til Vallensbæk som led i deres rundtur til kommunerne
Juletid er desværre også indbrudstid. Indbrudstyve foretrækker at arbejde i mørke og hvor der ikke er aktivitet. Men heldigvis kan vi alle gøre noget: Tænd lys, hold øje med dit kvarter og hjælp dine naboer!
”Lys og aktivitet skræmmer tyven væk, for så kan tyven ikke arbejde uset. Det har en effekt, når vi ændrer på tyvens arbejdsbetingelser,” siger politiassistent Per Hedeman, der står for indsatsen.
Ud over gode råd om sikring af din bolig, deler politiet også tænd/sluk-ure ud så længe lager haves.
Vi skal passe på hinanden, så husk de gældende corona-restriktioner.
Du kan finde den mobile politistation på Vallensbæk Stationstorv 20 på mandag den 7. december i tidsrummet 16-18.