Remondis, der stadig er renovationsselskab i Vallensbæk, vil stadig hente dit skrald, helt som de plejer.
Det betyder, at indsamlingen af affald ikke er påvirket af situationen med coronavirus. Og storskrald vil også stadig blive hentet.
Genbrugsstationen er lukket for private brugere
På genbrugsstationerne er der kun et nødberedskab af medarbejdere. Og det betyder, at du som privatperson ikke kan bruge genbrugsstationen i de næste par uger.
Hvis du derfor havde forestillet dig at bruge hjemmedagene på lidt ekstra oprydning, skal du altså selv have mulighed for at opbevare det, der skal på genbrugsstationen, indtil den åbner igen.
Genbrugsstationerne holder kun åbent med et nødberedskab for aflevering af affald for erhvervslivet. Det betyder, at genbrugsstationerne holdes åbent for erhvervsdrivende i hverdagene i den almindelige åbningstid fra kl. 10-18.
Nødberedskabet gælder kun i hverdagene, og genbrugsstationerne vil være lukket i weekenderne.
En yderligere restriktion af åbningstiden på hverdagene vil blive vurderet løbende.