Vidste du, at der nogle gange bruges mere end 70 forskellige kemikalier til et stykke tøj? Og at danskere er blandt dem i verden, der køber allermest tøj?
Der er meget at blive klogere på, når man gerne vil bevæge sig klimabevidst og bæredygtigt rundt i verden. De fleste elsker tøj, men mange tænker ikke på, at tøj også har et stort klimaaftryk.
Et nyt skoleprogram skal være med til at klæde de unge på til at tænke over, hvad de tager på kroppen, hvad de spiser, hvad de bruger af elektronik, og hvilke konsekvenser, det har for klimaet.
Undervisningsprogrammet blev lanceret nationalt torsdag d. 27. april i Vallensbæk i anledning af den aktuelle naturvidenskabsfestival Forskningens Døgn, som Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag.
Elever fra 5. og 6. klasse på Egholmskolen har stået for at udvikle idéer til temaet bæredygtigt tøjforbrug. På dagen, der foregik i kommunalbestyrelsessalen, havde de bl.a. ved et modeshow vist forskellige former for bæredygtigt tøj. To grupper havde lavet hatte af genbrugsmaterialer og strikket tasker af skolens garnrester.
Bevidste om klimaaftryk
Det nye skoleprogram er udviklet af den grønne tænketank, CONCITO, med sparring fra Videnskab.dk og lanceres i anledning af den nationale videnskabsfestival, Forskningens Døgn, der kører hele ugen. Det retter sig specifikt mod elever i folkeskolens 5. og 6 klasser.
- Med Forskningens Døgns skoleprogram håber vi, at de helt unge bliver bevidste om de klimaaftryk, vi alle sætter i vores daglige adfærd. Vi vil også gerne vise de unge, hvordan det er at arbejde som forsker. Vi håber, det kan inspirere og motivere dem til at vælge en fremtid i forskningens verden. Det er deres nysgerrighed og handlekraft, vi har brug for til at tackle fremtidens udfordringer,” siger faglig chef for Forskningens Døgn, Ditte Mesick.
Klimavenlige vaner
I det nye skoleprogram får eleverne den nyeste viden om klimapåvirkningen fra tøj, men også fra mad og fra elektronik, og de skal selv prøve at agere forskere ved at udforske og udfordre egne forbrugsvaner. Blandt andet ved at lave tøjdagbog og ved at interviewe deres forældre og bedsteforældre om, hvordan deres forbrug var, da de var unge. Eleverne får også inspiration og idéer til, hvordan de kan gøre deres egne vaner klimavenlige og bæredygtige.
Det er tanken, at undervisningsmaterialet skal udbredes på skolerne i Vallensbæk Kommune og til skoler i hele Danmark. Undersøgelser viser, at der en meget stor efterspørgsel blandt lærerne efter undervisningsmaterialer om klima og bæredygtighed.
- Det er vigtigt, at eleverne ikke kun lærer om de helt overordnede temaer som drivhuseffekt og CO2-udledning, men også om den nære dagligdag. Uden at løfte pegefingre, vil vi med skoleprogrammet gerne give dem inspiration og handlekompetencer til, hvad de selv kan gøre. Eleverne skal vide, at de ikke bærer ansvaret, men at de kan være med til at gøre en positiv forskel,” siger projektansvarlig Stefan Bruse thor Straten, seniorkonsulent i CONCITOs klimaambassade.
Alle skoler kan downloade det gratis undervisningsmateriale på forsk.dk.