Hvad består byen af og hvordan skaber byen en relation med os, der bor her? På denne kunstneriske vandring kommer mennesket, natur og by i samklang på en måde, der kan få alle til at se på Vallensbæk med helt nye øjne og lytte til byen påny.
City Matters byder i samarbejde med Vallensbæk Kultur- & Borgerhus på en anderledes og inspirerende måde at gå gennem byen på. Gruppevis følger vi en guide, møder en buket af viden, der får os til at stille spørgsmål. Vi går ind i lydlandskaber og skulpturelle danse-tableauer, og åbner byens stof og flader op.
Materialer og byrum bliver levende
Kunstnerduoen bag er Tora Balslev, som er danser og performancekunstner, og Maiken Bauer, der er lydkunstner og kemiker. Sammen gør de byggematerialer og byrum levende og skærper vores sans for omgivelserne.
City Matters har skabt unikke oplevelser i Sydhavnen, Helsingør, Rønne, Odense og er bl.a. støttet af Statens Kunstfond. I løbet af Vestegnens Kulturuge afholder City Matters også byvandringer i Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup og Ishøj.
Byvandringen i Vallensbæk foregår lørdag d. 10. september kl. 13 og igen kl. 17.
Billetterne koster 50 kroner og kan købes her:
Praktisk info:
Vandringen egner sig ikke for gangbesværede, da man vil gå i et rask tempo og sidde på jorden undervejs. Husk praktisk tøj og fodtøj, og medbring kun det, du selv kan bære.