Drømmer du om at have pindsvin i din have? Så kom med, når det lokale grønne Agenda 21-råd inviterer til gratis foredrag med Dr. Pindsvin Sophie Lund Rasmussen i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus. Her kan du høre mere om, hvad der skal til for at skabe gode forhold for pindsvin i din have.
Vidste du, at det ældste pindsvin, man har fundet i Danmark, var 16 år gammelt? Det er bare et af de videnskabelige fund, som Sophie Lund Rasmussen gjorde i forbindelse med en stor undersøgelse af 700 døde pindsvin. Hun har elsket pindsvin, siden hun var barn, og det førte til, at hun uddannede sig til zoolog og i dag er Danmarks eneste fuldtids-pindsvineforsker.
Tid og sted
Tirsdag den 6 maj fra 19-21 i Kultur- & Borgerhuset. Tilmelding via https://kulturogborgerhus.vallensbaek.dk/
Pas på de sovende pindsvin under forårsklargøringen i haven
Hvis pindsvinet allerede har fundet vej til din have, er det om at være forsigtig, når du rydder op i haven i det tidlige forår. Der kan ligge et sovende pindsvin i bunken med grene og visne blade, så kig bunken gode igennem, inden du farer frem med greben eller riven.
Hvad er Agenda 21
Agenda 21 arbejder for at gøre Vallensbæk mere bæredygtig inden for både klima, biodiversitet, miljø, genbrug, vandplaner og naturoplevelser. Rådet består af seks frivillige borgere.