Er du typen, der ved, at sådan et radiohit ikke bare skriver sig selv? Som elsker at sidde og nørkle med tekst og kompositioner?
Så er det nu, du skal slå til. Vallensbæk Musikskole og Vallensbæk Ungdomsskole afholder nemlig kommunens allerførste sangskriverkonkurrence.
”Vi vil gerne have fokus på den kreative tilgang til musikken og det at skabe noget. Vi har alle en måde at udtrykke os på, og måske er der mange, der har en sangskriver gemt i sig – den skal bare vækkes til live,” siger leder af musikskolen, Jens Seneberg Nielsen, og fortsætter:
”Mange af vores unge mennesker, der spiller i bands, kan allerede godt lide at skrive sange og optræder også med dem ved diverse lejligheder.”
Jens Seneberg Nielsen håber, at eventet kan være med til at samle de unge mennesker i Vallensbæk, og understreger, at selv om det er en konkurrence, så er det lige så meget en god mulighed for bakke hinanden op og høre hinandens sange.
Sangskriverkonkurrencen bliver afholdt på Vallensbæk Stationstorv 7 (lokalet mellem Wallenz og Yobi Sushi) fredag den 13. marts kl. 17-18. Læs mere på musikskolens Facebookside.
Derefter er der rockkoncert med musikskolens bands kl. 18.30-21.
Konkurrencen
Sangskriverkonkurrencen bliver afholdt på Vallensbæk Stationstorv 7 (lokalet mellem Wallenz og Yobi Sushi) fredag den 13. marts kl. 17-18.
Alle mellem 10 og 30 år, der har tilknytning til Vallensbæk, kan deltage. Du behøver ikke være den store musiker eller instrumentalist – vi vil bare gerne høre, hvad du har på hjerte.
Vil du være med, skal du sende en lille lydoptagelse senest den 24. februar til jen@vallensbaek.dk. Det er fint, hvis det bare er optaget med din mobil, og det kan både være en instrumental optagelse eller en optagelse med melodi og tekst. Skriv gerne nogle ord om sangen og skriv, hvis du vil have hjælp til at fremføre musikken.
Dommerne er Theodor Praëm fra De Danske Hyrder samt komponist og sanger Mie Rank Brunberg. Præmien er en demooptagelse af nummeret mm.