Pengene skulle gå til at ansætte to ekstra gadeplansmedarbejdere, og nu er teamet på plads.
Vores nye gadeplansteam er Martin, Ida Marie, Fuat og Jonas. Teamet er på gaden to og to mellem klokken 16 og 23 i hverdage og weekender og sørger for at skabe tryghed i Vallensbæk.
En af dem er Martin Andersen (længst til venstre i billedet). Martin er opvokset i Vallensbæk og har været en del af gadeplansteamet i 15 år. Derudover har han tidligere arbejdet på Vallensbæk Ungdomsskole og Pilehaveskolen. Martin er altså et velkendt ansigt blandt de unge, og det er en stor fordel, for en af teamets opgaver er netop at skabe gode relationer til Vallensbæks børn og unge.
”Som gadeplansmedarbejder opsøger du de unge i det offentlige rum og går i dialog med dem. Nogle gange kan det være en sludder for en sladder – andre gange har de brug for hjælp - fx til at skrive en jobansøgning,” siger Martin.
Tilliden er vigtig
Teamet bevæger sig i hele kommunen, og som gammel vallensbækker kender Martin hvert et hjørne og ved, hvor de unge holder til.
”Det vigtigste er at være lidt frisk i replikken. Det tager tid at vinde de unges tillid, og man har kun sig selv at tilbyde på gaden. Jeg kan også godt sætte mig på en bænk og vente på, at de kommer til mig. Det gør de ofte, for de ved, hvem jeg er,” siger Martin og tilføjer:
”Den tillid, jeg har opbygget til de unge gennem årene, betyder, at jeg lettere kan få rykket dem i den rigtige retning.”
Gadeplansteamet har et særligt fokus på de unge, der ikke er en del af kommunens etablerede tilbud og som måske bevæger sig på kanten af loven:
”Min vigtigste opgave er at få de unge, der har det allersværest videre. Det kan være ved at skabe kontakt til en UU-vejleder, et fritidsjob eller få dem ind i foreningslivet,” siger Martin, der ikke er tvivl om, hvorfor han er så glad for arbejdet som gadeplansmedarbejder:
”Jeg elsker at tale med folk. Hvis du ikke gjorde det, kunne du ikke have det her arbejde.”
Nyt team
De øvrige i teamet har en baggrund som psykoterapeut-studerende, folkeskolelærer og virksomhedskonsulent.