Den traditionsrige idrætsdag for Vallensbæks daginstitutioner løb af stablen fredag på Vallensbæk Idrætscenter.
Efter indmarch i bedste OL-stil og en fællessang gik det løs med et væld af forskellige idrætsaktiviteter. Der var stafetløb, løbecykel-ræs, vandstafet med grydesvamp, fodbold, længdespring, præcisionskast gennem hulahopring og meget mere.
Det var de 4-5-årige, der var med til dagen – altså både de børn, der skal starte i skole til sommer og årgangen inden. De ældste var gode til at hjælpe deres yngre kammerater med de forskellige aktiviteter.
Børnene havde en dejlig, aktiv dag, hvor de havde mulighed for at hygge sig og være sammen med andre på kryds og tværs af daginstitutionerne.
Borgmester Henrik Rasmussen kom forbi og hilste på børnene. Og alle børn fik en medalje og en dejlig rosinbolle, sponsoreret af Lions Club.