I Vallensbæk inviterer vi alle borgere, der fylder 75 år i løbet af året, til en stor fælles fødselsdagsfest. Fødselsdagsfesten er et alternativ til et forebyggende hjemmebesøg, som kommunen tilbyder alle, der fylder 75 år.
Ca. 70 borgere var mødt op til fejringen, som for første gang blev afholdt i seniorhuset Korsagergaard. Her fik fødselarerne serveret lagkage og kaffe, mens borgmesteren bød velkommen til en eftermiddag med sundhed og livskvalitet som omdrejningspunkt.
Et af de helt store indslag var foredraget med den populære forfatter og journalist, Erik Lindsø, som fortalte om den helbredende effekt ved humor - humor, der ifølge Lindsø bl.a. nedsætter stress, giver mere livsglæde og kan være med til at styrke fællesskabsfølelsen.
Foredraget om var en succes, som spredte meget glæde og latter i lokalet.
Seniorhus med varme fællesskaber
Korsagergaards daglige leder, Simone Päevatalu, fortalte også om husets aktiviteter og lokalernes ånd, som bygger på varme fællesskaber, der kan være med til at holde en frisk i mange år. Seniorhuset Korsagergaard er et vigtigt knudepunkt i Vallensbæks indsatser for et aktivt seniorliv.
Stedet har mellem 300-400 ugentlige brugere og omkring 800 tilknyttede ældre vallensbækborgere.
Er du 60+ og vil du gerne høre mere om Korsagergaard, så kan du komme til rundvisning d. 29. november kl. 10:15-11:30. Rundvisningen starter kl. 10.15 ved indgangen og tager ca. 1 time. Her kan du høre mere om de mange aktiviteter i huset.
Mange aktiviteter for ældre