Budskabet er klart:
Saml hundens høm-høm op i din pose.
Slå en knude.
Smid posen i en skraldespand.
Når du lufter din hund i Strandparken, ved Brøndbyvej eller et andet hundevenligt område i Vallensbæk, så husk de tre trin. Saml op, slå knude, smid ud.
Vi vil have velplejede grønne områder, der er til for at blive brugt, hjælp os derfor med at holde dem rene ved at smide din hundepose i skraldespanden.
Der er opsat skraldespande alle steder, hvor du kan lufte din hund. Og hundeposer er affald, så smid dem gerne i de opsatte spande.
Hensynsfulde hundeejere
Langt de fleste danske hundeejere er meget hensynsfulde. På få år er hundeposen blevet fast inventar sammen med snoren, når hunden og ejeren skal have motion og frisk luft.
Det er en imponerende adfærdsændring, at det på kort tid er blevet helt normalt at samle hundens efterladenskaber op. Rigtig mange danskere sætter pris på den lille indsats, hundelufterne gør.
Bioposer skal også i skraldespanden
En udbredt misforståelse blandt hundeejere er, at bioposer eller genbrugsposer, kan nedbrydes i naturen.
“De indeholder alle sammen plastik, og derfor skal de også i skraldespanden. Selv mindre mængder plastik hører ikke hjemme i naturen. Derfor er den enkle huskeregel, at alle hundeposer skal i skraldespanden,” siger funktionsleder Nanna Dreyer Nørholm fra Miljøstyrelsen. Vi vil have velplejede byrum, spændende kystområder og grønne områder, der er til for at blive brugt.
Det sker lidt for tit, at hundeposer ligger og flyder. Det er plastikaffald, som ikke hører hjemme i naturen. Med kampagnen gør Miljøstyrelsen alle hundeejere opmærksom på, at poserne altid skal smides ud – og altså ikke smides i naturen.