"Svømmehallen bliver nu en realitet, og vi glæder os til at klippe det røde bånd i 2023", sagde borgmester Henrik Rasmussen, der forsikrede, at det kommer til at foregå på vandrutsjebanen.
"Jeg er glad for, at det er en helt enig styregruppe og en helt enig kommunalbestyrelse, der har valgt dette projekt, som kommer til at skabe rigtig meget livskvalitet i Vallensbæk", sagde borgmesteren.
Det er tidligere blevet meldt ud, at det var Combi Byg A/S, der havde vundet udbuddet. Men inden kontrakten kunne underskrives, skulle der først gå 11 dage – den såkaldte standstill-periode. I den periode havde eksempelvis andre entreprenører mulighed for at gøre indsigelse mod udbuddet af projektet. Standstill-perioden er slut nu, og de endelige underskrifter er sat.
Spaden sættes i jorden i 2021
Vallensbæk Kommune forventer at kunne tage første spadestik til den nye svømmehal i sommeren 2021. Frem til da skal det endelige projekt planlægges.
"Vi får nu projektet endeligt på plads i dialog med Combi Byg, de kommende brugere – blandt andet svømmeklubben – og de ansatte, som skal stå for den daglige drift at svømmehallen", siger borgmesteren.
Foreningerne er inddraget
Repræsentanter fra brugerne har været inddraget i projektet med svømmehallen helt fra start og vil fortsat være det. Det drejer sig om:
- Ældrerådet
- Idrætsforeningen VI39
- Dykkerklubben
- Handicaprådet
- Vallensbæk Kano og Kajakklub
- Friluftsrådet
- Daginstitutionerne i Vallensbæk
- Skolerne i Vallensbæk