Køge Bugt er en perle med skønne sandstrande og smuk natur, der bruges året rundt af borgerne i de kommuner, som har kyststrækning. Men havmiljøet er under pres, og der skal gøres en indsats for at få repareret på de skader, der er sket. Det ønsker de syv kommuner i Køge Bugt Alliancen – Stevns, Køge, Solrød, Greve, Ishøj, Vallensbæk og Brøndby – sammen med Danmarks Naturfredningsforening at sætte fokus på. Derfor inviteres både voksne og børn til Havets Folkemøde den 9. september 2023 på Køge Marina, hvor publikum blandt andet kan se frem til at overvære borgmestre og politikere fra Christiansborg diskutere bugtens fremtid og opleve rapperen Per Vers freestyle om livet under overfladen:
- Årtier med blandt andet råstofindvinding, klapning og udledning af spildevand har efterladt vores bugt i en meget sørgelig tilstand. Den gode nyhed er, at det er muligt at gøre noget ved det. Og lige præcis dét sætter vi fokus på til Havets Folkemøde. Det er en festdag, hvor vi sammen bliver klogere på, hvordan vi sammen kan gøre en positiv forskel for havmiljøet. Og jeg håber, at rigtig mange møder op og viser deres tilslutning til den sag, siger borgmester Marie Stærke på vegne af borgmestrene i Køge Bugt Alliancen.
Herudover vil der også være hyggelige aktiviteter og indslag for børn og voksne, hvor kommunernes naturvejledere blandt andet vil fortælle om havets og særlig Køge Bugts forunderlige verden af havdyr og planter. Man kan møde forskere, folketingspolitikere, borgmestre, Danmarks Naturfredningsforening og flere, som vil debattere og gøre hinanden og alle andre klogere på, hvordan vi bedst muligt passer på vores alles havmiljø:
- Vi elsker vores danske kyster og hav, hvor vi denne sommer igen har kastet os i bølgerne og mærket det salte vand og forbindelsen til naturen. Men vi har også oplevet, at livet under havoverfladen har det rigtig skidt. Det er blevet sværere at fange en fisk fra molen, mens fedtemøget breder sig til endnu flere strande på grund af kvælstof i vandet. Men vi kan gøre noget ved problemerne, hvis vi sammen kæmper for det. Havets Folkemøde bliver en fejring af vores fælles hav og af kampen for et levende og sprudlende dansk hav, også i Køge Bugt, lyder det fra Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Hop i havet
Havets Folkemøde er en udvidelse af det årlige ”Hop i Havet”-arrangement, og derfor slutter dagen også med, at alle, der har lyst, hopper i havet på Nordstranden for at markere, hvor vigtigt de blå bølger er for os alle. Målet er, at havets Folkemøde – ligesom ’Hop i Havet’ - skal blive en årligt tilbagevendende dag.
Per Vers samler op med freestyle
Udover debatter og forskellige tematelte, er der et hav af forskellige aktiviteter på programmet. Publikum kan blandt andet se frem til at opleve en af Danmarks bedste rappere, Per Vers, som sidst på dagen optræder på hovedscenen. Han laver en Rap-up med de vigtigste pointer fra dagen.
Tag børnene med: Fang en krabbe og rør en fladfisk
Folkemødet er også for de mindste, og du kan roligt tage ungerne med til Havets Folkemøde. Hele dagen vil der være supersjove aktiviteter. I strandkanten kan børnefamilier og andre interesserede komme helt tæt på livet under overfladen med kommunens naturvejleder. Med net og waders indfanges og undersøges fisk, krebsdyr og alle de andre organismer, som er afhængige af et rent og varieret havmiljø. Fra land kan ungerne gå på opdagelse i et kæmpe rørebassin, hvor dyr kan nærstuderes og røres - med alle sanser i brug. Melder sulten sig, kan der laves pandekager over bål med Køge Søspejd.
Kom på tur i en RIB-båd
Hvis du vil have et sug i maven og et kig under havoverfladen, så er det også muligt at komme ud på en sejltur i de hurtige RIB både. På turen sejles der ud på 3-5 m. dybt vand for at se livet i de høje ålegræsenge. RIB bådene sejler op til 70 km/t og hver tur varer ca. 20 min.
Hvad er Køge-Bugt Alliancen og hvad arbejder de for
Køge-Bugt alliancen består af syv kommuner langs kysten, som samarbejder for at passe på havmiljøet i bugten. De 7 kommuner er: Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Greve, Solrød, Køge og Stevns kommuner. Alliancen blev dannet i 2022 og arbejder for at forbedre havmiljøet i Køge Bugt og stoppe etableringen af ni kunstige øer i Hvidovre.
Køge Bugt Alliancen arbejder ud fra seks anbefalinger til, hvordan havmiljøet i Køge Bugt genoprettes:
- Den kommende marine naturnationalpark skal beskytte hele Øresund.
- Undgå mere råstofudvinding.
- Stil krav om naturgenopretning, hvis råstoftilladelser forlænges.
- Gør det økonomisk byrdefuldt at skade havmiljøet.
- Begræns klapning i Køge Bugt.
- Stop etableringen af 9 kunstige erhvervsøer.
Mange gode kræfter bakker op
Mange organisationer og foreninger deltager i Havets Folkemøde. Og man kan se frem til at møde Køge Bugt Stenrev, Plastic Change, DCE Nationalt Center for Miljø og Energi, Stev Marint Kundskabscenter Malmø, NCC, Danmarks Naturfredningsforening, Køge Søspejd, KLAR Forsyning, Køge Bugt Alliancen, Køge Naturskole, som alle sammen bidrager med input og aktiviteter.
Fakta om Havets Folkemøde:
- Havets Folkemøde afholdes på Køge Marina den 9. september fra 13-16
- Det er det første af sin slags og håbet er, at det bliver en tilbagevendende begivenhed
- Havets Folkemøde er arrangeret i et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og de 7 kommuner i Køge Bugt Alliancen.
- De syv kommuner i Køge Bugt Alliancen er: Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Greve, Solrød, Køge og Stevns kommuner
- Til Havets Folkemøde vil der være debatter, musik, underholdning, bådture, rørebassin og aktiviteter for børn i vandkanten.
- Dagen slutter med, at alle der har lyst hopper i havet på Nordstranden for at symbolisere, at de vil passe på havmiljøet.
- Der hoppes i havet på Nordstranden kl. 16:00
Se program for dagen her: https://www.koegebugtalliancen.dk/havets-folkemoede