![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/Nyheder/2024/Julius-og-Marvin-portræt.jpg&Width=768&Crop=5)
Tager du dine børn med på stadion for at se fodbold, er det ikke normen, at der bliver solgt doughnut, gifler, is og saftevand. Men takket være en driftig ung iværksætter Julius Van Overdeem, er der nu stadionguf i børnehøjde hos Brøndby IF, Hvidovre IF og BK Frem. Julius finder man ofte selv i boden, hvor han enten står alene eller sammen med sine nu ansatte venner Oliver og Marvin.
- Jeg kan godt lide at skabe noget og se det blive større, siger Julius, der i oktober 2022 for første gang kunne trille sin bod ind på BK Frems stadion.
På bare halvandet år er det lykkedes at udvide forretningen, og det har også krævet flere hænder. Heldigvis for Julius havde han gode folk omkring sig. Blandt andet i 8. klasse på Pilehaveskolen, hvor barndomsvennen Marvin Hvarre Lind bød sig til.
- Jeg synes, det er sjovt at betjene kunder, og selvom man står og arbejder, så er der god stemning, og man ser målene, så det er ret fedt, siger Marvin.
- Det eneste, der er nederen, er, at der ikke er flere kampe om ugen, griner han.
Læring udenfor klasseværelset
I boden lærer man om hovedregning og kundeservice, men det giver også et perspektiv til, hvad man skal efter folkeskolen, er de to venner enige om.
- Jeg har ikke været så glad for at gå i skole, jeg synes, det er lidt kedeligt, indrømmer Julius, som derimod er tændt på idéen om at udvikle sin bod til en franchise.
Lykkes det, kan man måske i fremtiden se andre unge sælge på stadions rundt om i landet under samme koncept. Aftalerne med leverandørerne og samarbejdspartnerne i fodboldklubberne vil Julius stadig tage sig af, men i hver bod kan en ny iværksætter blive født.
- Jeg gør det for at vise andre unge under 18 år, at de også kan lave deres eget firma. Mange ved måske ikke hvordan, men så kan man få erfaring med det og lære, hvordan det er at have det ansvar, så man er klar til at åbne til tiden, sælge isen, uden at den smelter, og holde kakaoen varm, når det er koldt, siger Julius.