Hele Danmarks Familieklub er en mulighed for at blive en del af nye fællesskaber, samtidig med man får nogle gode oplevelser som familie.
Hver familieklub består af omkring ni familier. I det oprindelige koncept mødes familierne i et halvt år to gange om måneden om et aftensmåltid, som de laver og spiser sammen, og derudover laver forskellige aktiviteter, som frivillige står for.
Men på grund af corona kan familierne ikke mødes som planlagt. I stedet er konceptet ændret til TAKE AWAY familieklub.
"Vi har pt. 8 tilmeldte familier til familieklubben, som aldrig nåede at mødes på grund af coronaen. Ideen med TAKE-AWAY er at vise familierne, at vi tænker på dem her i en svær periode, samt at gøre disse tre hverdagsaftener lidt sjovere og lettere at være børnefamilier", fortæller Esben Hansen, der er projektkoordinator for Hele Danmarks Familieklub.
I praksis kommer TAKE-AWAY-familieklubben til at foregå på den måde, at de otte familier får tilbudt at være med, og så skal de melde sig til. De tre aftalte datoer bliver meldt ud til familierne, og så køber de frivillige mad ind til alle familierne.
Herefter kan et familiemedlem fra hver af de tilmeldte familier komme på den aftalte dato og afhente en pose med madvarer og en opskrift samt aktivitetskasse med materialer og ideer til aktiviteter ud fra et særligt tema (fx krea, sport, natur, osv.).
Det er helt gratis. Der oprettes samtidig en Facebook-gruppe for de deltagende familier og de frivillige, hvor de familier, der har lyst, kan dele et billede fra madlavningen, middagen eller noget fra den aktivitet de har lavet ud fra aktivitetskassen.
"På den måde skaber vi en følelse af fællesskab, selvom man spiser hver for sig", siger Esben Hansen
Projektet er støttet af den A.P. Møllerske Støttefond og Trygfonden, og det er et partnerskabsprojekt mellem KFUM’s Sociale Arbejde, FDF og KFUM Spejderne.