Vallensbæk-virksomhederne Flexkapacitet og Gapacity kunne trække sig sejrrigt tilbage fra eftermiddagens prisuddeling på Vallensbæk Rådhus.
“Erhvervslivet er på mange måder en særligt udsat gruppe under coronakrisen. I har det svært. Og alle ansatte i Vallensbæk Kommune ved, at det er jer der betaler vores løn, derfor er det vigtigt at vi, de offentligt ansatte, holder Velfærdsdanmark kørende - og vi vil gerne bane vejen for jeres markeder.”
Med disse ord åbnede Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk Kommune, eftermiddagen – en eftermiddag afsat til at hædre de mange lokale virksomheder, der gør og har gjort en ekstra indsats gennem tiden.
Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv, var prisuddelingens hovedtaler. Og både han og Henrik Rasmussen havde et fælles tema for deres præsentationer. Det offentlige og det private skal hjælpe hinanden – de skal stå sammen.
“Erhvervslivet er også interesseret i, at vi har en god offentlig sektor. Erhvervslivet og den offentlige sektor er et vi. Vi er ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger,” sagde Brian Mikkelsen i sit oplæg.
Flexkapacitet vinder Erhvervssammenslutningens erhvervspris
Vinderen af Erhvervssammenslutningens Erhvervspris blev Flexkapacitet, der til daglig har base på Vallensbæk Strandvej.
Flexkapacitet har eksisteret siden 1992. Virksomhedens 13 medarbejdere, varetager en fuld palette af administrative ydelser fra regnskab over ordrebehandling til komplet sekretariat for mere end 200 virksomheder i hele landet.
Lene Ellehave modtog prisen på vegne af Flexkapacitets direktør Helene Koers, som desværre var forhindret i at deltage i eftermiddagens festligheder.
Gapacity vinder iværksætterprisen
Gapacity ved Henrik Nielsen var vinderen af iværksætterprisen, som er sponsoreret af Rotary. Henrik har base i Vallensbæk, men arbejder ud af kommunen som konsulent.
Enmandsvirksomheden, Gapacity, har eksisteret siden 2015 med Henrik Nielsen i spidsen. Han er selvstændig iværksætter og rådgiver for store internationale virksomheder.
Henrik er blandt andet rådgiver for Euronet Worldwide og har Sverige, Norge og Danmark som sit domæne.
Jens Kjærgaard Sørensen præsident i Glostrups Rotary overrakte prisen, men Henrik Nielsen kunne ikke selv være til stede til at modtage den.
Magnus Rørby fra FrokostExpressen vandt ungdomsprisen
Vinderen af ungdomsprisen blev Magnus Rørby, der er 21 år og arbejder for FrokostExpressen, der har køkken i Albertslund. Han blev hædret for sin arbejdsindsats fordi, han aldrig sætter spørgsmålstegn ved de opgaver, han skal løse. Han møder før de andre og skal nærmest smides hjem, når fyraften ringer ind.
Hæderen resulterede i eftermiddagens ungdomspris ved Danske Bank.