Kommunalbestyrelsen i Vallensbæk besluttede på årets sidste kommunalbestyrelsesmøde, hvilken bygherre der skal stå bag arbejdet med en ny daginstitution ved Vallensbæk Skole. Det bliver entreprenørvirksomheden Gråkjær A/S.
Beslutningen om en ny daginstitution, har afsæt i kommunens udviklingsstrategi "Det hele menneske i fremtidens boligby." Her er trivslen for børn og unge er i fokus.
- I takt med at vi bliver flere børn i kommunen, skal vi sikre at kapaciteten er til stede. Derfor får vi nu en ny daginstitution, så Vallensbæks borgere kan føle sig trygge ved, at vi hele tiden forbedrer forholdene for vores yngste borgere. Selv om en ny daginstitution er dejlig, så er det indholdet, der betyder noget. Det betyder, at vi skal sikre at rammerne for den rette pædagogik og udvikling for børnene, siger Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk Kommune.
Kvalitet og bæredygtighed
Daginstitutionen bliver funktionel med et produktionskøkken i hjertet af institutionen, som man kender fra andre af kommunens institutioner. Her vil der blive serveret sund og velsmagende mad til børnene. Desuden vil der være rummelige fællesrum på begge etager, der understøtter natur, kreativitet og motorisk udvikling.
- Det er godt at rammerne er i orden. Men det vigtigste er, at der er tid til at hoppe i vandpytter og tælle prikker på mariehønen. Det er nærværet, der er afgørende så vores børn kommer godt i gang med livet. Jeg ser frem til alle de glade ansigter, der vil fylde de nye lokaler med liv og leg, siger Henrik Rasmussen.
Den nye daginstitution vil få en landsbykarakter, have bæredygtighed i fokus. Bygningen vil smukt indpasses i det omkringliggende miljø med røde mursten og et klassisk sadeltag. Selve bygningen vil blandt bestå af genbrugstegl og materialerne skal have så lav klimapåvirkning som muligt.
Entreprenørvirksomheden der skal opføre den nye daginstitution, har erfaring med at skabe moderne og bæredygtige institutioner, der imødekommer behovene hos børn og forældre.
- Det afgørende er, at vores børn skal trives uanset om det er i skolen, i fritiden, derhjemme eller som her i en daginstitution. Børnene skal møde stærke og alsidige voksne i vores institutioner. Vallensbæk er kendetegnet ved, at vi ser det enkelte barn og handler på det, slutter Henrik Rasmussen.
Fakta om daginstitutionen:
Beliggenhed: Ved Vallensbæk Skole
Karakter: Landsbykarakter med to etager, røde tegl og hævet tagflade
Størrelse: 1.162 m2, to etager
Kapacitet: Minimum 100 børn
Indretning: 3 vuggestuegrupper med 12 børn i hver, 3 børnehavegrupper med 22 børn i hver
Særlige faciliteter: Liggehal på 40 m2, moderne produktionskøkken, rummelige fællesrum på begge etager.
Byggeriet forventes påbegyndt i sommeren 2024