Ansættelse af borgerrådgiver
Alle kommunens medarbejder er borgernes rådgivere, fordi vi alle arbejder for at skabe værdi og kvalitet i top for hver enkelt indbygger. Men nu øger vi kvaliteten yderligere ved at ansætte en person til en nyoprettet stilling som borgerrådgiver. Den nye borgerrådgiver er, ligesom vores øvrige medarbejdere, til gavn for dig og skal vejlede dig i forhold til god sagsbehandling. På den måde får vi ekstra kræfter til at løfte vores vigtigste opgave, som er at gøre hverdagen endnu bedre for dig. Vi har også lagt vægt på, at personen i høj grad skal være en, som kan udfordre og komme med nye input til, hvordan vi kan blive endnu bedre til at opfylde dine behov.
Flere midler til støjbekæmpelse
Endnu et område i byen får støjskærme til at mindske trafikstøjen. Vi har netop fået tildelt 57 millioner kr. til at mindske støjen langs Egeskovvej og Køge Bugt Motorvejen. Det er et skridt, som er en del af Statens Infrastrukturplan, hvor en støjpulje på hele tre milliarder kr. blev etableret. Det er dejligt at se, hvordan forskellige tiltag, både lokalt og regionalt, for at bekæmpe støj, er blevet ført ud i livet. Jeg ser frem til at følge den positive udvikling for at skabe mere ro i hjemmet, som forhåbentlig vil bidrage til flere smil og mere fordybelse og nærvær hjemme i stuerne.
Større daghjem på Højstruphave plejehjem
I kommunalbestyrelsen har vi besluttet os for at udvide daghjemmet på Højstruphave. Ved at udvide daghjemmet vil vi være med til at skabe en bedre hverdag for vores ældre, men særligt også for familier til borgere, der ikke længere er i stand til det samme. I takt med at vores borgere bliver ældre, fylder bl.a. demenssygdommen også mere, især for borgerens nærmeste. Udvidelsen af daghjemmet er ikke en skal-opgave for os, men noget, vi ser, er vigtigt for at bibeholde vores gode ældrepleje. Med det nye daghjem kan vi være med til at aflaste flere borgere og familier ved at skabe mere rum til de gode øjeblikke i trygge rammer. Daghjemmet er et tilbud for borgere, der er visiteret til at komme der og deltage i aktiviteter og opleve den gode stemning med andre.
Status på svømmehallen
I kommunen arbejdes der lige nu på at få nogle nye håndværkere, som kan løfte opgaven med svømmehallen. Det krydser jeg fingre for, at vi snart når i mål med. Som du sikkert allerede ved, så gik entreprenøren konkurs i efteråret 2023, hvilket har forsinket vores proces. Med på den lyse side, så har vi fået mere tid til at planlægge, hvordan udearealerne og caféen skal se ud, så det bliver så godt som overhovedet muligt.