Ny specialklasse i indskolingen på Vallensbæk Skole
I kommunalbestyrelsen har vi netop godkendt, at vi opretter en ny specialklasse på Vallensbæk Skole. Specialklassen bliver en udvidelse af antallet af specialklasserækkerne på Vallensbæk Skole. Det betyder, at der i alt kommer til at være syv specialklasser i det kommende skoleår. Det har været vigtigt for at os, at det skal være i trygge og nære omgivelser, hvor de pågældende børn har mulighed for at forblive på en lokal skole i Vallensbæk tæt på deres hjem, fritidstilbud og kammerater.
Ny budgetmodel for Ungdomsskole, Juniorklub og Ungdomsklub
På kommunalbestyrelsesmødet kunne vi også godkende en ny budgetmodel for vores Ungdomsskole, Juniorklub og Ungdomsklub. Den går ud på, at hver institution får tildelt midler efter antallet af børn og unge, der gør brug af det enkelte tilbud. Hvis et af tilbuddene oplever en øget tilslutning af elever, følger det i den nye budgetmodel, at de modtager flere midler, og der vil omvendt ske en reduceret af midler, hvis der er færre elever end forudsat i budgettet.
Årets Idræts- og Frivilligfestival
Igen i år havde vi en fantastisk fejring af vores foreningsliv til årets Idræts- og Frivilligfestival. Festivalen er en stor hyldest til idrætten og fritidslivet i Vallensbæk. Det var endnu engang en fornøjelse at være med til at fejre alle de dygtige talenter, og ikke mindst alle dem, der er en vigtig støtte for dem. Sammen har vi vundet 150 bronzemedaljer, 119 sølvmedaljer og 143 guldmedaljer - det er så godt gået! Til festen blev Hockerups Mindepris også uddelt. Prisen er skabt til ære for Vallensbæks tidligere borgmester, Kurt Hockerup, og er kommunens foreningsstafet og ’vandrepokal’. Sidste års vinder Lions Vallensbæk har valgt at Hockerups Mindepris i år tildeles Vallensbæk Børneteater Zebragruppen, der i år har 40-års jubilæum. Kæmpe tillykke til alle.
Årets første grundlovsceremoni
Til seneste grundlovsceremoni kunne vi byde hele 17 nye statsborgere velkommen på Vallensbæk Rådhus. Ceremonien var fyldt med glædestårer og store smil sammen med familie og nære venner, der var med til at overvære denne store begivenhed. Det er altid en stor oplevelse at være den, der tildeler det nye statsborgerskab, da det er noget, som mange har set frem til i lang tid.
Borgermøde med Seniorrådet
På seniorrådets sidste borgermøde var samtlige 5 partier fra kommunalbestyrelsen inviteret med til at beskrive visionerne for vores ældre borgere. Temaet for mødet var “Fremtiden for de ældre i Vallensbæk”, hvor vi sammen med seniorrådet drøftede rammerne for vores ældre. Vi arbejder hele tiden på at optimere rammerne for vores ældre. Lige nu er vi blandt andet i gang med at udvide daghjemmet på Højstruphave. Vi glæder os også meget til vores kommende friplejehjem står klar.