Modernisering af Strandparken
Strandparken er arealet, der forbinder Greve, Ishøj, Vallensbæk, Brøndby og Hvidovre med et rigt naturområde og et stort, rekreativt rum. I takt med bl.a. klimaforandringer er det tydeligt, at der er brug for mere end almindelig vedligeholdelse, hvis Strandparken fortsat skal bevare sin høje værdi. Derfor har vi i Strandparkens fem ejerkommuner besluttet os for at arbejde for en samlet modernisering af Strandparken med henblik på friluftsliv, klimatilpasning og natur. Den samlede modernisering er en stor opgave, som kræver mere end kommunernes egenfinansiering. Derfor har vi netop sendt en fondsansøgning afsted, som skal hjælpe os med løfte den store opgave med moderniseringsprojektet.
Plantillæg til lokalplan 113 for Vallensbæk Skole
Som du måske allerede har læst, så har vi trukket kommuneplan 2020-2032 tilbage, men det betyder ikke, at alle anlægsprojekter skal gå i stå. Derfor sætter vi fut i nogle af projekterne ved at lave plantillæg. Grundlæggende handler ændringen i lokalplanen om, at vi rigtig gerne vil beholde samme stil af byggeri, som Vallensbæk Skole. Det er blevet besluttet efter dialog med borgerne. Det kræver dog en ændring i lokalplanen, da institutionen bliver ca. 1,5 meter højere end først planlagt.
Nyt Ringnet og busdrift
I forbindelse med åbningen af letbanen er det nødvendigt at optimere busnettet, også kaldet Nyt Ringnet, fra december 2025. Busnettet skal blandt andet sørge for, at passagererne nemt kan blive bragt til og fra letbanen. Ringnettet er en del af en regional dagsorden, så busforbindelserne kommer til at hænge sammen med den kommende togtrafik i forbindelse med letbanen.
Måltal for søgning af Ungdomsuddannelserne
Kommunalbestyrelsen skal hvert år fastsætte måltal for det kommende års søgning til ungdomsuddannelser. Regeringen har en målsætning om, at flere af landets unge i 9. og 10. klasse skal søge ind på en erhvervsuddannelse. Fra 2025 er der en målsætning om, at mindst 30% af eleverne efter 9. og 10. klasse skal søge optagelse på en erhvervsuddannelse. Hvis det aktuelle søgetal til erhvervsuddannelserne ligger på under 10%, er der krav om, at der bliver lavet en handlingsplan med initiativer, der kan øge søgningen. Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil styrke viden og kompetencer i erhvervsfag, men det kræver en national indsats. De unge skal være klædt på til fremtidens uddannelser og arbejdsmarked og blive støttet i at vælge den uddannelse, de ønsker, og som passer til dem.
Havets Folkemøde 2024
I Køge Bugt alliancen har vi netop besluttet os for, at vi ønsker at gentage succesen fra sidste år med Havets folkemøde. Formålet med dette års Havets Folkemøde er at få både børn og voksne i tale om havet og gøre hinanden klogere på, hvordan vi i fællesskab kan passe bedre på vores havmiljø. Planen for dagen er på nuværende tidspunkt, at der vil være et fagligt spor med oplæg, paneldebatter og aktiviteter, hvor politikere, forskere, interesseorganisationer holder oplæg og debatterer forskellige emner. Derudover vil der også være en masse aktiviteter for børn og familier som f.eks. ansigtsmaling, high-jump, kreative værksteder, musiske indslag og workshops med naturvejledere. Mødet er sat til engang efter sommerferien. Mere info kommer, når vi nærmer os.
Skolernes blokfløjte- og korkoncerter
En af vores dejlige traditioner i Vallensbæk er vores forårskoncerter, hvor skolernes mødes til sceneshows til årets forårskoncerter med enten korsang eller blokfløjtespil foran elever og familie. Forud for koncerterne har eleverne mødt hinanden på tværs af skolerne til musikundervisning med Vallensbæk Musikskole. Det er et fantastisk godt samarbejde, som er med til at styrke følelsen af sammenhold og fællesskab på tværs af skolerne. Individuelt får hver enkel elev god erfaring med at performe og udtrykke sig rent musikalsk. Men fremfor alt er koncerterne med til at styrke fællesskabsfølelsen og give eleverne en følelse af, at de kan opnå fantastiske ting, når de samarbejder og lærer af hinanden.
HOFOR bestyrelsernes studietur
Fornyelig var jeg på tur i Esbjerg for at se multiforsyningsselskaber i Varde og Esbjerg Kommuner. På turen var der fokus på produktion og distribution af drikkevand, afledning, transport og rensning af spildevand. Der var også dialoger om produktion og distribution af varme samt håndtering af affald og genbrug. En spændende tur, som gav en masse inspiration og viden om nye teknologier og muligheder for fremtidens vandforsyning.